194
torer meddele deres Samtykke med længere Tids Mellemrum og maaske under aldeles forskjellige Forhold. De samme Betragtninger, der lede til at negte Tilværelsen af en retlig Kontinuitet mellem de forskjellige Rigsdagssamlinger, s. Larsens samlede Skr. I. 3. S. 125—26 og nedenfor, tale med samme Styrke for Nødvendigheden af en Begrændsning af Stadfæstelsesrettens Udøvelse, og denne kan da ikke vel være nogen anden end den angivne. En modsat Regel vilde ogsaa kunne benyttes til de groveste Misbrug[1]). Det var derfor allerede efter Grl. 1849, som ikke indeholdt nogen udtrykkelig Bestemmelse af det omhandlede Indhold, antaget, at Kongens Stadfæstelse burde meddeles inden Rigsdagens næste ordentlige[2]) Sammenkomst, s. Landsthingstidende 6. ordentlige Samling 431, Landsthingstidende: Overordentlig Samling 1855. 252—53; jfr. dog Grl. 1863, 1 midl. Best., til hvilket intet Tilsvarende findes i selve Grundloven.
Det fordres i Øvrigt blot i Grl. § 24, at Stadfæstelsen skal meddeles inden næste Rigsdagssamling, og der er altsaa Intet til Hinder for, at Loven paa Grund af tilføiede Betingelser først senere træder i Kraft, s. Rigsraadstidende 4. ordentlige Samling 511—12.
Spørgsmaalet om Stadfæstelsens Meddelelse forhandles i Statsraadet, s. Grl. § 16. Meddelelsen af Sanktionen skeer i Forbindelse med Lovens officielle Udfærdigelse. Loven udstedes i Kongens Navn og med hans Underskrift, hvil-
- ↑ Et interessant Exempel herpaa meddeles i Rønnes: Staatsrecht der preussischen Monarkie I S. 150 i og Anm. 2. I 1789 antoge de spanske Kortes et af Kong Karl 4. forelagt Lovudkast, der gik ud paa at ophæve den saliske Lov om Kvindernes Udelukkelse fra Thronen; men Udkastet blev dengang ikke stadfæstet af Kongen. Først i 1830 stadfæstede og publicerede Ferdinand 3. Loven under Paaberaabelse af det af Kortes 1789 givne Samtykke, og paa Grund heraf maatte Don Karlos vige for Infantinde Isabella.
- ↑ I Mangel af positiv Hjemmel kunde der neppe stilles nogen videregaaende Fordring.
