Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/225

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

203

ordnede ved selve Grundloven, men som i Medfør af dennes Forskrift skulle ordnes ved Lov. En saadan Ordning indeholder altsaa ikke en Forandring i Grundloven, og Anvendelsen af en foreløbig Lov kan derfor ikke umiddelbart siges at være udelukket ved Grl. § 25, hvorimod Afgjørelsen vil beroe paa, om andre Bestemmelser i Grundloven maae antages at forbyde en saadan Fremgangsmaade, saa at denne for saa vidt maa betegnes som grundlovstridig. Et saadant Forbud kan nu ikke siges at ligge i selve Bestemmelsen om, at Forholdet skal ordnes ved Lov, thi under dette Udtryk indbefattes i og for sig ogsaa en foreløbig Lov, og da en saadan Tilkjendegivelse nærmest kun har til Hensigt at fastsætte Grændsen mellem Lovgivningens og Administrationens Omraade, uden at der særlig tænkes paa den Form, hvori Loven skal gives, er der ingen Grund til at give Udtrykket Lov i de paagjældende Paragrapher en mere indskrænket Betydning. En saadan Indskrænkning vilde ogsaa paa Grund af den Mængde forskjellige Forhold, om hvilke Grundloven indeholder en saadan Tilkjendegivelse, i en betænkelig Grad indskrænke de foreløbige Loves Omraade. Anvendelsen af foreløbige Love til Ordningen af slige Forhold kan derfor kun ansees for utilstedelig, naar særegne Omstændigheder vise, at Grundloven har villet udelukke en saadan Fremgangsmaade. Dette gjælder saaledes uden Tvivl om Finantsloven, idet saavel Udtrykkene i Grl. §§ 48, 49, som Finantslovens eiendommelige Natur maa antages at udelukke dens Udstedelse som foreløbig[1]). Fremdeles taler Endel for, at Love, hvorved Skatter paalægges, forandres eller ophæves, eller som hjemle Udskrivning af Mandskab eller Optagelse af Statslaan, s. Grl. § 47, ikke bør gives som foreløbige, da der herved skeer et væsentligt Skaar i Rigsdagens Myndighed til at bevilge Penge og Mandskab, medens det vil være


  1. Dette Spørgsmaal vil blive nærmere undersøgt nedenfor i Læren om Finantsloven.