208
læggelsen altid kun skulde skee til Efterretning for Rigsdagen, for at det kunde blive undersøgt, om der var Grund til at gjøre Ministeransvarligheden gjældende i Anledning af Lovens Udstedelse. For denne Opfattelse kunde det navnlig anføres, at det i Forfl. 1855 § 56 og Grl. 1863 § 59 tilføiede Udtryk, at Loven skulde forelægges Repræsentationen »til Beslutning«, er udeladt i Grl. 1866 § 25, ligesom det heller ikke fandtes i Grl. 1849 § 30. Herefter skulde altsaa den foreløbige Lov vedblive at gjælde paa samme Maade, som en sædvanlig Lov, indtil den ophævedes ved en ny Lov, s. Fdn. 15. Febr. 1854 § 14, og ligesom det ikke vilde være nødvendigt for Rigsdagen at foretage nogen Behandling af eller fatte nogen Beslutning med Hensyn til den foreløbige Lov, saaledes vilde den Beslutning, der maatte blive fattet, ikke som saadan udøve nogen Indflydelse paa Lovens vedvarende Gyldighed. Udtrykket »foreløbig« skulde under denne Forudsætning kun antyde, at der ved Lovens Forelæggelse skulde gives Leilighed til allerede i den næste Rigsdagssamling at bringe Spørgsmaalet om Lovens Vedbliven eller Ophævelse frem.
Den anførte Opfattelse kan imidlertid ikke billiges. I Udtrykket »foreløbig« indeholdes aabenbart en særegen Begrændsning af Lovens vedvarende Gyldighed, og denne Begrændsning faaer sin nærmere Bestemmelse ved den tilføiede Forskrift om, at Loven skal forelægges den følgende Rigsdag, hvilket da maa forstaaes saaledes, at Lovens vedvarende Gyldighed bliver afhængig af den følgende Rigsdags Beslutning. Medens Udtrykket »foreløbig« under denne Forudsætning finder sin ganske naturlige Forklaring, vilde det være lidet passende, hvis Loven kun kunde bortfalde paa samme Maade, som enhver anden Lov. I Udtrykket »forelægges« ligger ogsaa noget Mere end en blot Meddelelse til Efterretning, s. Grl. §§ 16, 50, 53, jfr. § 48, hvor Udtrykket bestandig bruges om en Forelæggelse til Beslutning, og til at antage, at Udtrykket i Grl. § 25 er brugt i en mere indskrænket Betydning, er der saa meget mindre
