209
Grund, som Rigsdagen gjennem den Bekjendtgjørelse, der ogsaa med Hensyn til den foreløbige Lov maa finde Sted, s. Grl. § 24, Fdn. 8. Okt. 1824, vil have erholdt tilstrækkelig Kundskab om Lovens Udstedelse, saa at Meddelelsen i det Væsentlige kun vilde være en Formsag. At det i Forfl. 1855 § 56 og Grl. 1863 § 59 tilføiede Udtryk »til Beslutning« er udeladt i Grl. 1866 § 25, finder, selv bortseet fra, at det navnlig er Grl. 1849, der er benyttet som Kilde til den nugjældende Grundlov, sin Forklaring deri, at der i de Tilfælde, hvor Lovens Virksomhed allerede er ophørt, før den forelægges Rigsdagen, ikke vil blive Spørgsmaal om nogen Beslutning fra dennes Side, og at Udtrykket »altid forelægges til Beslutning« saaledes ikke vilde være nøiagtigt. Den angivne Opfattelse vinder Bestyrkelse, naar man betragter den Grund, som maa antages at have bevæget Grundloven til at indrømme Kongen Myndighed til at udstede foreløbige Love. Grunden til, at der ved foreløbige Love afviges fra den almindelige Regel i Grl. § 2, at at ingen Lov kan udstedes, uden at saavel Rigsdagen, som Kongen ere enige derom, er nemlig den, at Repræsentationens Samtykke for Tiden ikke kan erhverves til en Lov, for hvis Udstedelse der er en paatrængende Nødvendighed. Som Følge heraf tillægger Forfatningen Kongen Ret til paa egen Haand at udstede Loven, idet han, gaaende ud fra den Formodning, at Rigsdagen, hvis den var tilstede, vilde samtykke i Loven, anteciperer dette Samtykke; men ligesom en saadan Anteciperen ikke kan finde Sted, naar Rigsdagen er samlet, og dens Beslutning altsaa kan indhentes, s. Grl. § 25, saaledes kan den heller ikke finde Sted for længere Tid, end Grunden til den hjemler, altsaa kun, indtil Rigsdagens Beslutning kan erhverves.
Af det Anførte fremgaaer det, at den foreløbige Lov i Almindelighed bliver at forelægge Rigsdagen til Behandling og Beslutning, og at Rigsdagens Beslutning bliver afgjørende med Hensyn til Spørgsmaalet om Lovens vedvarende Gyldighed. Disse Sætninger staae ogsaa fast i Praxis,
Holck: Statsforfatnings-Ret. I.
14
