213
rettens almindelige Del I 248, 250, og denne Fremgangsmaade er ogsaa i et enkelt Tilfælde bragt til Anvendelse i Praxis, s. foreløbig Lov 29. Dec. 1857, smh. med Bkg. 15. Marts 1858. Denne Anskuelse kan imidlertid ingenlunde billiges. Den eneste Lighed mellem en foreløbig Lov og en kongelig Anordning er den, at begge udgaae fra Kongen; men selv denne Lighed er kun formel, idet den foreløbige Lov, som tidligere bemærket, ikke udgaaer fra Kongen som Hoved for den udøvende Magt, men udstedes af ham i Kraft af den ved Grl. § 25 indrømmede, extraordinaire Lovgivningsmyndighed, s. ovenfor § 49. I Øvrigt er den foreløbige Lov derimod ikke blot ifølge sit Navn en Lov, men følger ogsaa, forsaavidt ikke dens særegne Natur og Grundlovens Forskrifter medføre et andet Resultat, Reglerne om Love i Almindelighed. Dette gjælder navnlig med Hensyn til dens Indhold og dens Virkning, og det fortjener i saa Henseende at erindres, at den ogsaa kan ophæve ældre, almindelige Love, medens disse ikke kunne hæves ved en Anordning. Ganske vist afviger den foreløbige Lov i væsentlige Henseender fra Reglerne om de almindelige Love; men disse Afvigelser have Intet tilfælles med de om kongelige Anordninger gjældende Regler. Den foreløbige Lov maa derfor, naar ikke Grundlovens Bestemmelser føre til et andet Resultat, behandles efter Reglerne om almindelige Love, og der foreligger aldeles ingen Grund til med Hensyn til den at afvige fra den i Sagens Natur dybt grundede Sætning, at en Lov ikke han hæves ved en Beslutning af den udøvende Magt. Saafremt der derfor maatte findes Anledning til at ophæve en foreløbig Lov inden Rigsdagens Sammentræden, maa dette skee ved en ny, foreløbig Lov, der da i Forbindelse med den første paa sædvanlig Maade bliver at forelægge Rigsdagen. Den foreløbige Lovs Ophævelse ved en kongelig Anordning kan ikke reduceres til en i Realiteten ligegyldig Uregelmæssighed, s. Scheel: Privatrettens almindelige Del I 250; thi den paagjældende kongelige Anordning maatte betragtes som en
