215
Rigsdagen, maatte medføre, at den strax tabte sin Gyldighed, idet den Formodning om Rigsdagens Billigelse af Loven, hvorpaa dens Udstedelse var bygget, i saa Fald viste sig ikke at være stemmende med Virkeligheden, s. Folkethingstidende 9. ordentlige Samling 2570—71. Imidlertid kan et saa strengt Princip ikke antages. Ikke blot vilde det være unaturligt at anvende det, hvor der kun er Tale om Redaktionsændringer eller Ændringer, begrundede i de i Mellemtiden forandrede Forhold; men selv hvor Forandringer af anden Beskaffenhed foretages, behøver dette ingenlunde at beroe paa en bestemt Misbilligelse af den foreløbige Lov. Da den endelige Lov først kan træde i Virksomhed efter at være undergaaet en maaske meget langvarig Behandling i Rigsdagen, stadfæstet af Kongen og kundgjort, og en ny foreløbig Lov ifølge Grl. § 25 ikke kan udstedes, medens Rigsdagen er samlet, vilde den nævnte Antagelse medføre det Resultat, at man i nogen Tid kom til at savne en Lov om det paagjældende Forhold, skjøndt denne vanskelig kunde undværes, og skjøndt dette Resultat hverken stemmede med Kongens eller med Forsamlingens Mening. Om en Forandring i Loven skal betragtes som en Forkastelse, eller ikke, maa derfor i ethvert enkelt Tilfælde bedømmes efter samtlige, foreliggende Omstændigheder. Paa Grund af de Tvivl, som i saa Henseende kunne opstaae, vil det i Øvrigt være rettest, at der, hvor Forandringen er betydeligere, tilføies en udtrykkelig Stadfæstelse af den foreløbige Lov. Denne Form er undertiden anvendt, selv om Forandringen ikke kunde ansees for betydelig, s. Lov. 16. Febr. 1866 om Ophævelse af Lærernes Ret til Skolepenge. Forskjelligt fra det Tilfælde, at Rigsdagen misbilliger den foreløbige Lovs Indhold, er det, at den, medens den billiger Lovens Indhold, misbilliger dens Udstedelse som foreløbig, navnlig fordi Omstændighederne ikke kunde ansees som paatrængende. I det sidstnævnte Tilfælde udelukker dens Samtykke til Loven, hvorved denne altsaa beholder Gyldighed, indtil den afløses af den endelige Lov, ikke Folkethinget
