216
fra at drage vedkommende Minister til Ansvar; dog vil en udtrykkelig Stadfæstelse af Loven ikke her være passende, s. Lov 17. Juli 1853, smh. med foreløbig Lov 12. Mai s. A.
Virkningen af den foreløbige Lovs Forkastelse er, at den strax ophører at gjælde, s. Larsens samlede Skrifter I 3. 55. Dette følger med Nødvendighed af den foreløbige Lovs Væsen, idet den Formodning om Rigsdagens Billigelse, hvorpaa dens Udstedelse beroede, her viser sig ikke at være stemmende med Virkeligheden, og med Formodningen maa da ogsaa den paa samme støttede Lov bortfalde. Det er derhos ovenfor i § 52 paavist, at Forskriften i Grl. § 25 om, at Kongen kan udstede foreløbige Love, der altid skulle forelægges den følgende Rigsdag, maa forstaaes paa den Maade, at Lovens vedvarende Gyldighed bliver afhængig af Rigsdagens Beslutning, og at den altsaa maa bortfalde, naar denne Beslutning gaaer ud paa at forkaste Loven. Det nævnte Resultat er ogsaa under de i Rigsdagen stedfundne Behandlinger fra alle Sider erkjendt som en Selvfølge, s. Rigsdagstidende 1848—49. 1492, Folkethingstidende 9. ordentlige Samling 2588—89, Landsthingstidende 9. ordentlige Samling 10, Anhang B. 181—82, Rigsdagstidende 13. ordentlige Samling Anhang B 127, og nedenfor Nr. 7. De Afvigelser fra de almindelige Regler om Loves Ophævelse og Kundgjørelse, som herved fremkomme, ere uundgaaelige Konsekventser af den foreløbige Lovs eiendommelige Karakter.
Man har imidlertid ment, at det vel ved Lovens Forkastelse maa ansees for afgjort, at den foreløbige Lov ikke skal have fortsat Gyldighed; men da den ved sin Kundgjørelse er traadt i fuld Virksomhed som Lov, og Undersaatterne, der skulle rette sig efter samme, ikke ere pligtige at kjende Forhandlingerne i Rigsdagen, maa det an sees for rigtigst, at der foranlediges en Lov, hvorved den foreløbige Lov ophæves, eller at denne i alt Fald i Henhold til Rigsdagens Beslutning tilbagekaldes ved en kongelig Anordning, s. Scheel: Privatrettens alm. Del 1 250.
