217
Til Grund for denne Argumentation ligger der to forskjellige Synspunkter, som ikke synes ganske klart holdte ude fra hinanden. Enten kan man nemlig paastaae, at den foreløbige Lov, ligesom enhver anden Lov, maa ophæves ved en ny Lov, der da paa sædvanlig Maade bliver at kundgjøre ved Tinglæsning, eller ogsaa kan man gjøre gjældende, at Loven i Virkeligheden er ophørt ved Rigsdagens Beslutning, men at denne ikke kan være bindende for Borgerne, førend disse ved Tinglæsning have faaet Underretning derom. Under den førstnævnte Forudsætning maa der altsaa udstedes en ny, endelig eller foreløbig Lov, hvorved den foreløbige Lov ophæves; men ligesom Betingelserne for Udstedelsen af en foreløbig Lov i Reglen ville mangle, idet Rigsdagen forudsættes at være samlet, saaledes er det, hvad enten man til Ophævelsen anvender en endelig eller en foreløbig Lov, klart, at det ikke er Rigsdagens Beslutning, hvoraf den foreløbige Lovs Gyldighed bliver afhængig, men den paagjældende, ophævende Lov, og at denne Anskuelse altsaa strider mod Grl. § 25. Den samme Indvending gjør sig gjældende, forsaavidt man vilde ophæve den foreløbige Lov ved en Regeringsanordning, og denne Fremgangsmaade har ogsaa, som ovenfor under Nr. 2 paavist, fra anden Side afgjørende Grunde imod sig. Den anden af de ovennævnte Opfattelser støtter sig alene til Kundgjørelsens Nødvendighed og gaaer kun ud paa at fordre, at den stedfundne Forkastelse bringes til Borgernes Kundskab ved Tinglæsning af en af Regeringen (ikke nødvendigvis Kongen) udstedt Bekjendtgjørelse, der gaaer ud paa, ikke at tilbagekalde Loven, men kun paa at meddele Borgerne det Faktum, at Loven ved Rigsdagens Forkastelse har tabt sin Gyldighed. Denne Opfattelse holder sig nærmere til Grl. § 25, idet den anerkjender, at det er Rigsdagens Beslutning, der bringer Loven til at ophøre, og den understøttes ikke lidet ved det paaberaabte Hensyn til Borgernes Krav paa gjennem den lovbefalede Bekjendtgjørelsesmaade at erholde Kundskab om de Regler, der be-
