218
stemme- deres Retsforhold. Forsaavidt man mod den vil indvende, at det herefter kommer til at afhænge af Administrationens Vilkaarlighed, om Rigsdagens Beslutning skal erholde Virksomhed, er denne Indvending, omend ikke uden Betydning, dog ikke afgjørende; thi under den nævnte Forudsætning maatte der naturligvis paahvile Regeringen en bestemt, statsretlig Forpligtelse til snarest muligt at udstede og kundgjøre en Bekjendtgjørelse af det ommeldte Indhold, og Tilsidesættelsen af denne Forpligtelse vilde paadrage vedkommende Minister et alvorligt Ansvar.
Det skal nu ikke negtes, at den angivne Fremgangsmaade maa ansees for hensigtmæssig, idet Regeringen bør drage Omsorg for at bringe Forkastelsen til almindelig Kundskab; men som absolut nødvendig kan den ikke betragtes, og det maa navnlig fastholdes, at selv hvor en saadan Bekjendtgjørelse udstedes, kan Lovens Ophør ikke regnes fra dens Tinglæsning, men maa regnes fra den sted fundne Forkastelse. At heri skulde indeholdes nogen Uretfærdighed eller Ubillighed mod Borgerne, kan ikke indrømmes, da disse ved Lovens Betegnelse som foreløbig ere blevne advarede om at følge dens Skjæbne i den lovgivende Forsamling; og forsaavidt der heri indeholdes en Afvigelse fra de almindelige Regler om Kundgjørelsen, er denne begrundet i den foreløbige Lovs eiendommelige Natur. Afvigelsen er desuden mere tilsyneladende end virkelig. Den foreløbige Lov kan nemlig ikke siges at være ophævet ved den i Rigsdagen stedfundne Forkastelse, men den bortfalder, fordi den efter Grl. § 25 nødvendige Forudsætning for dens vedvarende Gyldighed, Rigsdagens Billigelse, viser sig ikke at være tilstede. Da nu denne eventuelle Bortfalden allerede er antydet og gjennem Tinglæsning bragt til offentlig Kundskab ved Lovens Betegnelse som foreløbig, kan en ny Tinglæsning ikke ansees for nødvendig. Forholdet stiller sig her paa lignende Maade, som med Hensyn til saadanne temporaire Love, der skulle gjælde, saa længe en vis Tilstand vedvarer. Med Hensyn
