222
den strenge Ministeransvarlighed, der med Hensyn til dem finder Sted, medens den ved de endelige Love ikke har synderlig Betydning. Dertil kommer imidlertid, at Grl. § 25 tillægger Kongen en bestemt Ret, og at denne Ret gaaer ud paa at udstede foreløbige Love; men ligesom Kongens Myndighed i denne Henseende vilde indskrænkes til et tomt Skin, naar enhver definitiv Virkning af Loven blev gjort afhængig af Rigsdagens efterfølgende Billigelse, saaledes vilde den nævnte Opfattelse ogsaa bestemt stride mod Lovens Væsen og mod Borgernes retfærdige Krav. Det er Lovens Bestemmelse ved faste Regler at ordne de ydre Livsforhold, og det er Borgernes Ret at have bestemte Forskrifter, efter hvilke de kunne indrette deres Handlemaade, og i Henhold til hvilke de kunne erhverve Rettigheder, uden at disse gjøres afhængige af den usikkre Eventualitet, om Rigsdagen billiger Loven eller ikke. Afgjørende er det i ethvert Tilfælde, at Loven, naar den kun kunde skabe en saadan svævende Tilstand, aldeles vilde forfeile sin Hensigt, idet Ingen vilde vove at indlade sig i Retsforhold i Henhold til samme, og de i Medfør af Loven trufne Foranstaltninger vilde tabe al Kraft. Uopløselige Kollisioner vilde derhos opstaae med Hensyn til de Sager, som i Henhold til den foreløbige Lov allerede vare indbragte for eller endog paadømte af Domstolene, samt med Hensyn til andre i Medfør af Loven trufne Foranstaltninger, med Hensyn til hvilke ingen Omgjørelse var mulig. At de foreløbige Love kun undtagelsesvis ville angaae egentlig privatretlige Forhold, vilde ikke yde nogen væsentlig Hjælp, da ogsaa Love om offentligretlige Forhold, saasom Skattelove, i høi Grad kunne berøre Borgernes Retsforhold. Lige saa lidt vilde det nytte, om Rigsdagen end vilde benytte sin Forkastelsesret med det største Maadehold; thi den blotte Mulighed af en Forkastelse vilde være tilstrækkelig til at fremkalde den omhandlede Usikkerhed., En fuldstændig Restitution af den tidligere Tilstand vil dog i Reglen ikke være mulig, og mod Misbrug fra Regerin-
