223
gens Side vil Ministeransvarligheden yde et ganske vist ikke fuldkommen sikkrende, men dog heller ingenlunde betydningsløst Værn. Skulde der i et enkelt Tilfælde foreligge en stærk Trang til en Omgjørelse af det i Henhold til den foreløbige Lov Foretagne, vil det, naar der ikke er Tale om rent administrative Foranstaltninger, der kunne forandres af Administrationen selv, staae i den almindelige Lovgivningsmagts Haand at foretage en saadan; men en slig Foranstaltning, der altsaa ingenlunde vilde være en Følge af Lovens Forkastelse, maatte ganske betragtes fra samme Synspunkt, som en Lov med tilbagevirkende Kraft overhovedet. At Rigsdagen ogsaa deler den her forsvarede Anskuelse, s. ogsaa Scheel: Privatrettens alm. Del I 251, fremgaaer deraf, at der ikke finder nogen Behandling og Beslutning Sted med Hensyn til saadanne foreløbige Love, som allerede forinden Rigsdagens Sammentræden have tabt deres Virksomhed, og med Hensyn til hvilke der saaledes kun kunde være Spørgsmaal om Lovens Betydning med Hensyn til Fortiden. Forsaavidt der med Hensyn til Love af, anden Beskaffenhed jevnlig bruges den Form, at Loven stadfæstes, fremgaaer det klart af det nys Bemærkede, at dette Udtryk kun har Hensyn til Lovens Gyldighed i Fremtiden og ikke tilsigter at meddele nogen Billigelse med Hensyn til dens allerede indtraadte Virkninger, s. ovenfor § 52.
Medens det efter det Anførte maa antages som almindelig Regel, at den foreløbige Lovs Gyldighed med Hensyn til den Tid, der ligger forud for Forkastelsen, og med Hensyn til de Virkninger, den i denne Tid har affødt, ikke berøres ved Forkastelsen, bliver det dog et Spørgsmaal, om der ikke maa gjøres en Undtagelse fra denne Regel, for saavidt den foreløbige Lov medfører en Udgift. Efter Grl. § 49 maa nemlig ingen Udgift afholdes, som ikke har Hjemmel i Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov. Det er altsaa ikke tilstrækkeligt, at Udgiften er hjemlet ved en sædvanlig, af Rigsdagen vedtaget og af Kongen stadfæstet Lov, men selv i dette Tilfælde maa den særlig hjemles ved
