227
Love bestemte Beløb bevilgede ved Lov om Tillægsbevilling for Finantsaaret 1862-63, 19. Jan. 1863 § 4 B. 4 ad 2, jfr. Rigsdagstidende 14. Session Anhang A. 1355—56. Forsaavidt de ved de foreløbige Love fastsatte Beløb kun bleve beregnede indtil den endelige Lovs Sanktionsdatum, s. Justitsmskr. 26. Marts 1863 (utrykt), strider dette uden Tvivl ikke mod det ovenfor under Nr. 3 Anførte, da de paagjældende Love som angaaende et i sit Væsen administrativt Forhold uden Tvivl maatte træde i Kraft fra Sanktionens Datum.
5.Lige med en Forkastelse af Rigsdagen maa det stilles, naar det af denne med Forandringer vedtagne Lovudkast ikke stadfæstes af Kongen, s. Rigsdagstidende 9. Session Anhang B. 181—82.
6.Naar Loven slet ikke forelægges Rigsdagen. Da Grl. § 25 bestemmer, at den foreløbige Lov altid skal forelægges den følgende Rigsdag, og Meningen heraf efter det tidligere Udviklede maa være den, at Lovens vedvarende Gyldighed bliver afhængig af Rigsdagens Beslutning, maa en Tilsidesættelse af denne Forskrift, hvorved Regeringen altsaa selv gjør sig det umuligt at indhente Rigsdagens Beslutning, have til Følge, at Loven taber sin Gyldighed. Da der imidlertid ikke er foreskrevet nogen Frist, inden hvilken den foreløbige Lov skal forelægges Rigsdagen, kan Loven først ophøre at gjælde med Sessionens Slutningsdag. En Tinglæsning om, at Loven saaledes har tabt sin Gyldighed, er vel hensigtsmæssig, men kan efter det under Nr. 4 Udviklede ikke være nødvendig, for at Loven skal ophøre at gjælde. Paa de allerede tidligere indtraadte Virkninger af Loven vil dens Ophør ved Ikke-Forelæggelse i Almindelighed ikke have nogen Indflydelse, s. oven for Nr. 4.
7.Tvivlsommere synes Sagen, naar den foreløbige Lov bliver forelagt af Regeringen, men dens Behandling ikke tilendebringes af Rigsdagen, saa at hverken nogen Stadfæstelse eller Forkastelse finder Sted. Med Hensyn til
15*
