229
mindre den billiges i samme, finder den neppe nogen Støtte i Grundlovens Forskrifter. I Grl. § 25 ligger kun, at Loven gjælder foreløbig, indtil Rigsdagens Beslutning kan erhverves, og det vilde være vilkaarligt af Udtrykket »den følgende Rigsdag« at udlede, at Lovens Skjæbne nødvendigvis maa afgjøres paa denne Rigsdag. Den Formodning om Rigsdagens Billigelse, paa hvilken Lovens Udstedelse er bygget, er i det foreliggende Tilfælde vel ikke bleven positivt bekræftet, men heller ikke svækket ved noget senere Faktum, og Trangen til at have en Forskrift om det paagjældende Forhold kan være ligesaa stærk efter, som før Rigsdagens Slutning. At Rigsdagens Lovgivnings myndighed skulde være udsat for Fare derved, at den foreløbige Lovs Gyldighed efter det Anførte kunde komme til at udstrække sig udover Sessionens Varighed, kan ikke erkjendes; thi det staaer i Rigsdagens Magt, hvis den ikke ønsker at beholde den foreløbige Lov, at fremskynde dens Behandling, og hvis Regeringen ikke betimelig forelægger Loven, kan Rigsdagen fordre den fremlagt eller selv bringe den frem ved Benyttelsen af sit Initiativ. En modsat Antagelse vil, hvor der er Tale om en Lov af mere vedvarende Karakter, kun medføre Nødvendigheden af, at Regeringen udsteder en ny, foreløbig Lov og saaledes ad en Omvei bevirke det samme Resultat. Et Andet er, at der i det omhandlede Tilfælde lige saa lidt foreligger en Stadfæstelse, som en Forkastelse, og forsaavidt derfor en Stadfæstelse er nødvendig for at sikkre Lovens Virkninger med Hensyn til Fortiden, s. ovenfor under Nr. 4 med Hensyn til Spørgsmaalet om Forkastelsens Indflydelse med Hensyn til foreløbige Love, der medføre Udgifter, ved bliver den samme svævende Tilstand, som tidligere fandt Sted.
Spørgsmaalet, om Regeringen, efterat den foreløbige Lov har tabt sin Gyldighed, kan udstede en ny, foreløbig Lov af samme Indhold, som den ældre, maa i Almindelighed besvares bekræftende. Kun maa det, hvor Loven
