230
har tabt sin Gyldighed ved Rigsdagens Forkastelse, vel fastholdes, at den paatrængende Nødvendighed, der skal kunne retfærdiggjøre Lovens Udstedelse, ikke kan begrundes ved en Paaberaabelse af de Omstændigheder, der under Forhandlingerne om den forkastede Lov have foreligget Rigsdagen til Bedømmelse, men kun ved senere opstaaede Forhold, s. ovenfor § 50 Nr. 1.
Anm. 1.Retten til at udstede foreløbige Love tilkommer ifølge Grl. § 25 kun Kongen. Dog maa den samme Ret tilkomme den Person eller Korporation, der i Medfør af Bestemmelserne i Grl. §§ 7, 8 fører Regeringen i Kongens Sted, s. Lov 14. Marts 1867. Ved Koloniallov 27. Nov. 1863 § 4 er der imidlertid tillagt Gouverneuren paa de vestindiske Øer en særegen Ret til under overordentlige Omstændigheder at udstede foreløbige Love og Anordninger. Disse skulle stedse forelægges det vedkommende Kolonialraad i dettes næste Møde, og forsaavidt Sagen kræver Afgjørelse ved Lov, tillige Rigsdagen i dennes første, eller hvis Sagen ikke saa tidlig har kunnet behandles i Kolonialraadet, i dens anden ordentlige Samling efter Lovens Udstedelse. Udstedelsen af de paagjældende, foreløbige Love er ikke knyttet til den Betingelse, at Rigsdagen ikke maa være samlet, hvorimod det følger af Koloniallovens § 85, at de ikke maae stride mod denne Lov, jfr. dog Lovens § 12. Det er i Øvrigt en Selv følge, at disse Love ikke have Gyldighed udenfor de vest indiske Øer.
Anm. 2.Kongens Ret til at meddele Bevillinger og gjøre Undtagelser fra Lovene synes efter den Begrændsning, denne Myndighed har faaet ved Grl. § 27, rettest at maatte betragtes som en Gren af hans udøvende Magt, s. nedenfor. Det Samme gj ælder om den Indflydelse paa Rigsdagens Virksomhed, der er tillagt Kongen ved Grl. §§ 19—22, 41, 42, jfr. § 8.
Andet Kapitel.Om Kongens udevende Magt.
Første Underafsnit.Om den udøvende Magt i Almindelighed.
§ 54.
Medens Kongen ifølge Grl. § 2 kun har den lovgivende Magt i Forening med Rigsdagen og slet ikke har nogen
