231
Andel i den dømmende Magt, der er hos Domstolene, tilkommer den udøvende Magt Kongen alene, dog saaledes, at han ogsaa her er indskrænket ved Nødvendigheden af en Ministers Medunderskrift, s. Grl. § 13. Det har derfor sin Interesse at bestemme Omraadet for den udøvende Magt; men dette er forbundet med endnu større Vanskeligheder, end Fastsættelsen af Omraadet for den lovgivende Magt, idet hin har et langt mere forskjelligartet Indhold end denne. Grundloven indeholder hverken en almindelig Begrebsbestemmelse af, hvad der maa henføres til den udøvende Magt eller en udtømmende Opregning af dennes enkelte Beføielser, og dens Bestemmelser maa derfor suppleres ved, hvad der kan udledes af den øvrige Lovgivning, Sagens Natur og almindelige, konstitutionelle Begreber.
Den udøvende Magts Opgave bliver væsentlig forskjellig, eftersom der er Tale om Forhold, der vedrøre den offentlige eller private Retstilstand, eller Forhold, der ligge udenfor denne. I Forhold af den førstnævnte Beskaffenhed er den udøvende Magts Virksomhed temmelig begrændset, idet det her væsentlig er Lovgivningsmagtens Opgave at foreskrive de almindelige Regler, og Domstolenes at an vende disse paa de enkelte Tilfælde, der forelægges dem. Imidlertid har den udøvende Magt ogsaa i disse Forhold en ikke ringe Indflydelse. Den kan saaledes indenfor den ved Loven dragne Grændse give almindelige Forskrifter, sigtende til Lovens Fuldbyrdelse, s. Grl. § 24, og fremdeles kan den gjennem sin Bevillingsmyndighed meddele den Enkelte en Ret, der efter Loven ikke tilkommer ham, eller fritage ham for en ham ifølge Loven paahvilende Forpligtelse, s. Grl. § 27. I disse Forhold støder altsaa den ud øvende Magt sammen med og maa begrændses ligeoverfor den lovgivende Magt. Hvad dernæst Lovens Anvendelse paa det enkelte Tilfælde angaaer, er denne vel, som ovenfor bemærket, i de Forhold, der vedrøre den egentlige Retstilstand, i Almindelighed overladt Domstolene, men dels
