232
gives der adskillige Forhold, hvor Afgj ørelsen er overladt den udøvende Magt, uden at Domstolene kunne blande sig i Sagen, dels kan den udøvende Magt jevnlig have at træffe en foreløbig Afgjørelse og handle i Overensstemmelse hermed, under Forbehold af den paagjældende Privates Ret til at fordre Domstolenes Afgjørelse. Fuldbyrdelsen af den trufne Afgjørelse tilkommer endelig i Reglen Administrationen i de Tilfælde, hvor Afgjørelsen er truffet af den selv. Derimod tilkommer Fuldbyrdelsen af de af Domstolene afgivne Dekreter kun Administrationen i de Tilfælde, hvor Dommen gaaer ud paa Straf, medens det tilkommer judicielle Autoriteter at fuldbyrde Domstolenes Domme i privatretlige Sager. I disse Forhold maa den udøvende Magt altsaa begrændses ligeoverfor den dømmende.
Medens den udøvende Magt saaledes i de Forhold, der vedrøre den egentlige Retstilstand, kun har en begrændset Virkekreds, har den derimod udenfor disse Forhold en langt mere omfattende Opgave, idet det overhovedet er dens Bestemmelse, dels gjennem almindelige Forskrifter, dels gjennem specielle Resolutioner at virke for Statsformaalets Fremme og det offentlige Vel. Skjøndt den paa dette Gebet indtager en langt friere Stilling, er dens Virksomhed dog ogsaa her undergivet forskjellige Begrændsninger. I saa Henseende kan erindres, at Rigsdagen dels i forskjellige Tilfælde har at samtykke i de af Administrationen trufne Foranstaltninger, dels navnlig udøver en almindelig, kontrollerende Virksomhed med den udøvende Magts Handlinger. Fremdeles har Lovgivningen en vigtig Indflydelse paa den udøvende Magts Anvendelse. Ikke blot vil Lovgivningsmagten i Almindelighed fastsætte Grundreglerne for Ordningen af de paagjældende Forhold, men derhos ville Lovene jevnlig foreskrive almindelige Regler med Hensyn til Embeders Besættelse, s. f. Ex. Grl. § 17, eller betinge enkelte vigtige, administrative Foretagender ved en foregaaende Lov, s. Grl. § 47, ligesom det ogsaa kan erindres, at den aarlige Finantslov, ved hvis Behandling Rigs-
