Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 50
§ 50. Betingelserne for den foreløbige Lovs Udstedelse.
1. Den første Betingelse for Udstedelsen af en foreløbig Lov er ifølge Grl. § 25, at der foreligger et særdeles paatrængende Tilfælde. Det er altsaa ikke tilstrækkeligt, at en Forandring i den bestaaende Lovgivning i og for sig er hensigtsmæssig, men der udkræves tillige, at den er saa paatrængende nødvendig, at den ikke uden væsentlig Skade kan udsættes, indtil den kan vedtages paa regelmæssig Maade, s. Rigsdagstidende: Overordentlig Samling 1855 Anhang B 41, smh. med Folkethingstidende 14. ordentlige Samling 954. I Almindelighed kunne kun de siden Rigsdagens sidste Samværen indtrufne Omstændigheder komme i Betragtning i saa Henseende, og ikke det, som man kan udlede af den Tingenes Tilstand, som bestandig har fundet Sted, s. Folkethingstidende 5. ordentlige Samling 2254, Rigsdagstidende 3. ordentlige Samling Anhang B 250. Forsaavidt imidlertid de extraordinaire Forhold, der give Anledning til Lovens Udstedelse, allerede fandt Sted, medens Rigsdagen var samlet, vil denne Omstændighed ikke ubetinget være til Hinder for Udstedelsen af den foreløbige Lov, men den vedkommende Minister vil da paadrage sig Ansvar, fordi han ikke betimelig har henvendt sig til Rigsdagen. Efter Omstændighederne kan der blive at tage Hensyn til Forholdet mellem Gjenstandens Vigtighed og de med Sammenkaldelsen af en overordentlig Rigsdagssamling forbundne Bekostninger og andre Ulemper.
Om en paatrængende Nødvendighed for Lovens Udstedelse er tilstede, beroer væsentlig paa et Skjøn. De almindelige Domstole ville derfor ikke være berettigede til at tilsidesætte den foreløbige Lov, fordi der formentlig ikke har foreligget nogen paatrængende Nødvendighed for dens Udstedelse, hvorimod Rigsretten vil have at bedømme dette Punkt, forsaavidt der herpaa støttes en Paastand om Ansvar for Ministeren, jfr. Fdn. 15. Febr. 1854 § 15, 11. Juni 1854 § 14.
2. Grl. § 25 fordrer fremdeles, at Rigsdagen ikke maa være samlet. Er Rigsdagen samlet, maa Sagen forelægges samme som et sædvanligt Lovforslag og behandles som saadant, i alt Fald ved en extraordinair Afkortelse af de sædvanlige Frister, s. Forretningsorden for Folkethinget § 43, for Landsthinget § 44[1]). Da Grundloven foreskriver den nævnte Betingelse, uagtet den forudsætter et særdeles paatrængende Tilfælde, maa den ansees som ganske ufravigelig, saa at ingen tilsyneladende nok saa paatrængende Nødvendighed kan retfærdiggjøre Udstedelsen af en fore løbig Lov, naar Rigsdagen er samlet. Da den omhandlede Betingelse ikke kan antages at være foreskrevet alene for Rigsdagens Skyld, synes end ikke et Samtykke fra Rigsdagens Side at være tilstrækkeligt til at erstatte dens Mangel. En foreløbig Lov, der udstedes, medens Rigsdagen er samlet, maa uden Tvivl kunne tilsidesættes af de almindelige Domstole.
3. Loven bør betegne sig selv som foreløbig Lov eller i alt Fald paa anden Maade vise, at den er udstedt i Henhold til den ved Grl. § 25 givne Hjemmel. Skulde Kongen udstede en Forskrift med Lovgivningsindhold, der betegner sig selv som Lov eller som Anordning, maa denne, selv om Betingelserne for Udstedelsen af en foreløbig Lov ere tilstede, være ugyldig og navnlig i Henhold til Grl. §§ 72 og 73 kunne tilsidesættes af Domstolene. Grl. § 25 tillægger nemlig ikke Kongen Ret til, naar de i samme fastsatte Betingelser ere tilstede, at udøve Lovgivningsmagt overhovedet, men kun til at udstede foreløbige Love. Særegne Former for Udstedelsen af den foreløbige Lov ere i Øvrigt ikke foreskrevne, s. derimod Forfl. 1855 § 54, Grl. 1863 § 59, jfr. § 58;. kun maa Loven ifølge den almindelige Regel i Grl. § 16 forhandles i Statsraadet, og Kongens Underskrift under samme maa ifølge Grl. § 13 ledsages af en Ministers Underskrift. I Almindelighed forsynes den foreløbige Lov med en kort Indledning, hvori dens Udstedelse i Henhold til Grl. § 25 begrundes.
- ↑ Et Exempel paa den Hurtighed, hvormed en paatrængende Sag kan fremmes ad den sædvanlige Lovgivningsvei, afgiver Lov 14. Marts 1867 om Regeringens Førelse under Kongens Fraværelse, der først den 13. Marts forelagdes Rigsdagen.