250
vanlige, af Rigsdagen vedtagne og af Kongen stadfæstede Love er det antaget af Mange, at Domstolene ere berettigede til at prøve deres Overensstemmelse med Grundlovens Forskrifter og i benegtende Eald tilsidesætte dem[1]); men selv om man besvarer dette Spørgsmaal benegtende, ere de Grunde, hvorpaa et saadant Resultat støttes, ingenlunde anvendelige med Hensyn til de af Kongen udstedte Bevillinger, ved hvilke man savner den væsentlige Garanti for Grundlovens Overholdelse, som den almindelige Lovgivningsmagts Sammensætning frembyder, og ved hvilke en Anerkjendelse af den omspurgte Myndighed for Domstolene ikke vilde fremkalde den almindelige Retsusikkerhed, som let kunde opstaae ved Tilsidesættelsen af en almindelig Lov. Naar Grundloven kun indrømmer Kongen Bevillingsmyndighed indenfor visse, bestemte Grændser, maa det fornuftigvis være dens Mening, at de udenfor disse Grændser udstedte Bevillinger ere ugyldige, og anerkjendes først dette, kunne de heller ikke være bindende for Domstolene i de Tilfælde, hvor de faae Indflydelse paa Afgjørelsen af en Retssag.
7.Den gyldig udstedte Bevilling vedbliver i Almindedelighed at gjælde saalænge, indtil det for dens Vedvaren muligvis fastsatte Tidsrum er udløbet. Imidlertid vil den forinden denne Tid kunne forbrydes paa Grund af saadanne Misbrug, som efter Bevillingens eget Indhold med føre dens Fortabelse. Spørgsmaalet, om den paa Bevillingen støttede Ret er forbrudt eller ikke, bliver i Almindelighed at afgjøre ved Dom, s. Schlegels Samling af Høiesteretsdomme I 644; dog vil det ogsaa ved Øvrighedsresolution kunne bestemmes, at Bevillingen skal være forbrudt, naar Bevillingen selv indeholder tilstrækkelig Hjemmel dertil, s. Næringslov 29. Dec. 1857 § 51 b, Lov om Pantelaanere 21. Juni 1867 § 1. Afseet fra saadanne Tilfælde bør det vistnok
- ↑ Dette Spørgsmaal vil blive undersøgt nedenfor i Læren om den dømmende Magt.
