249
hvor der er Tale om dennes Forhold til andre Private, s. Jur. Ugeskr. 1851. 579.
Det kan endelig spørges, om Domstolene ere berettigede til at prøve, om den meddelte Bevilling har Hjemmel i Grl. § 27, med den Virkning, at de, naar de komme til et benegtende Resultat, lade den uhjemlede Bevilling ude af Betragtning ved den foreliggende Sags Afgjørelse, hvorimod der ikke kan være Tale om, at Bevillingen ved Domskulde kunne kjendes ugyldig. Med Hensyn til de Bevillinger, som udstedes af Øvrighederne i eget Navn, er der nu ikke reist nogen Tvivl om, at denne Myndighed til kommer Domstolene. Derimod er det af den kjøbenhavnske Overret gjort gjældende, at en af Kongen eller en Regeringsmyndighed i hans Navn udstedt Bevilling maa betragtes som en speciel Lov, og at de ordinaire Domstole med Hensyn til saadanne Bevillinger savne Berettigelse til at bedømme, hvorvidt den Regeringen ved Grl. § 27 tillagte extraordinaire, lovgivende Myndighed i et foreliggende Tilfælde er bleven overskredet, s. Jur. Ugeskr. 1861. 339[1]), 771, jfr. Jur. Ugeskr. 1857. 849. Denne Sætning maa imidlertid ansees for ugrundet. For det Første kan en af Kongen meddelt Bevilling efter det ovenfor i § 56 Udviklede ikke efter den nugjældende Forfatning betragtes som en Lov, men kun som en Emanation af Kongens udøvende Magt, der alene kan finde Sted indenfor de ved Loven dragne Grændser. Det er imidlertid en ligefrem Følge af Grl. § 72, smh. med § 73, at Domstolene ere berettigede til at prøve, om Kongen ved Brugen af sin udøvende Magt har overskredet sin Myndigheds Grændser, og dette er i andre Retninger ogsaa anerkjendt af Domstolene, s. Jur. Ugeskr. 1855. 819, 1856. 460, jfr. Folkethingstidende 14. Session 2392—93. Selv om man imidlertid vil opfatte Bevillingen som en Lov, er Sagen ingenlunde hermed afgjort. Endog med Hensyn til de sæd-
- ↑ Høiesteret, hvis Dom findes i Høiesteretstidende 1862. 77, kom ikke ind paa en Afgjørelse af dette Spørgsmaal.
