251
antages, at den engang meddelte Bevilling ikke ensidig kan tilbagekaldes af den Øvrighed, som har meddelt den; thi omend Bevillingens Meddelelse maa betragtes som en Naadessag, giver dog den meddelte Bevilling en virkelig Ret, der i Mangel af særlig Hjemmel lige saa lidt som andre Rettigheder kan tilintetgjøres ved en Øvrighedsresolution, s. Skr. 16. Febr. 1852, Scheels Familieret 241—42. Ved Lov vil Bevillingen vel kunne ophæves; men da Retsreglen her falder sammen med det konkrete Retsforhold, følger det af det almindelige Princip, at velerhvervede Rettigheder bør respekteres, at en saadan Ophævelse bør skee med megen Varsomhed, hvorhos der i Reglen vil blive givet Erstatning, forsaavidt den ved Bevillingen erhvervede Ret har Pengeværdi, s. f. Ex. Lov 15. April 1855, 16. Febr. og 1. April 1856, 11. Nov. 1860, mfl. At Grl. § 82 i Øvrigt ikke hjemler Ret til Erstatning for Ophævelsen af enhver velerhvervet Ret, vil blive paavist nedenfor. Om de eiendommelige Ophørsmaader, der finde Sted ved foreløbige Love, bliver her ikke Spørgsmaal, da Bevillingen ikke skal forelægges Rigsdagen.
Anm.Med denne Paragraph kan jevnføres: Faith, Jur. Afhandl. 2den Række 344—63.
§ 58.Om Kongens Ret til at benaade og give Amnesti.
Ifølge Grl. § 26, s. Grl. 1849 § 31, Forfl. 1855 § 18, Grl. 1863 § 16, kan Kongen benaade og give Amnesti. Denne Ret er nærmest beslægtet med den i det Foregaaende omhandlede Ret til at gjøre Undtagelser fra Lovene, idet Benaadning og Amnesti ogsaa kan siges at indeholde en Undtagelse fra Lovene, ligesom det ogsaa kan bemærkes, at den egentlige Benaadningsmyndighed og Bevillingsmyndigheden for saa vidt ere byggede paa samme Princip, som det ved begge er det foreliggende Tilfældes individuelle Beskaf fenhed, der bevirker en Afvigelse fra Lovens almindelige Regel. Kongens Benaadningsmyndighed kan paa den ene
