253
indledet, s. Kundgj. 28. Jan. 1852, Bkg. 31. Marts s. A., men kan ogsaa indbefatte de Tilfælde, hvor saadan Forfølgning har fundet Sted, eller endog Dom er falden, s. Pl. 26. Juni 1848, jfr. Pl. 24. Jan. s. A. Forskjellen fra de ovennævnte Begreber ligger navnlig deri, at Amnestien forudsætter, at et større Antal Personer have begaaet Forbrydelser af en vis, navnlig politisk Beskaffenhed, og at retslig Forfølgelse og Straf eftergives uden nogen Undersøgelse af de specielle Tilfælde.
Ved Grl. § 26 har Kongens Ret til at benaade og give Amnesti erholdt en grundlovmæssig Sanktion og vil saaledes kun kunne berøves ham gjennem en Forfatningsforandring. Ved »benaade« er dog vistnok nærmest kun tænkt paa Benaadningsretten i indskrænket Forstand, i hvilken Henseende kan bemærkes, at Retten til at give Amnesti særskilt er nævnt ved Siden af Benaadning, og at den i 2. Mbr. tilføiede Undtagelse kun angaaer den egentlige Benaadning. Selv om man imidlertid vil tillægge Udtrykket »benaade« en videre Betydning, kan det dog ikke antages at være Grundlovens Mening at tillægge Kongen en grundlovmæssig sikkret, ubegrændset Ret i saa Henseende; men de nærmere Begrændsninger, om hvilke der navnlig med Hensyn til Abolition og Opreisning kan være Spørgsmaal, kunne fastsættes ad den almindelige Lovgivnings Vei[1]). Grl. § 26 taler kun om Kongens Benaadningsret; det følger imidlertid af Principet i Grl. § 27 og de almindelige Grundsætninger om Forholdet mellem ældre og nyere Retsregler, at Grundloven ikke har hævet den Ret, der efter de tidligere Regler tilkom de administrative Autoriteter til at eftergive eller nedsætte visse, navnlig Bødestraffe, s. Skr. 10. April, 26. Mai 1852. Sluttelig bemærkes , at der ogsaa bliver Spørgsmaal om Benaadning med Hensyn til de undtagelsesvis af administrative Autoriteter dikterede Straffe, s. Skr. 26. Mai 1852.
- ↑ Se nu L. 3. April 1868.
