278
kan den paagjældende Afstaaelse eller Forpligtelse ikke erholde Retsvirkning, før det er givet, og det maa derfor antages stiltiende forbeholdt, selv hvor dette ikke udtrykkelig er skeet, s. Traktat 14. Marts 1857 Art. 7. Hvad Formen angaaer, vil Samtykket kunne gives ved en særskilt Rigsdagsbeslutning, s. Beslutning 15. April 1857, Rigsraadstidende: overordentlig Samling 1857, 148, og Anhang A 25—26, Beslutning 9. og 11. Novbr. 1864, s.Rigsraadstidende: 2. over ordentlige Samling 1864, Forhandlinger i Folkethinget 73—74, Forhandlinger i Landsthinget 29, mfl.
Det bliver nu imidlertid et Spørgsmaal dels, om et simpelt Samtykke af Rigsdagen er ubetinget tilstrækkeligt til Retsgyldigheden af en Afstaaelse af Land eller en Indgaaelse af en Forpligtelse, der forandrer de bestaaende, statsretlige Forhold, eller om der efter Omstændighederne hertil kan udkræves noget Mere, dels om Grl. § 18 kan ansees for udtømmende, saaledes at de i samme angivne Indskrænkninger ere de eneste, der paahvile Kongen med Hensyn til de i Paragraphen omhandlede Foretagender. Det førstnævnte Spørgsmaal maa nu uden Tvivl besvares benægtende, saaledes at et simpelt Samtykke af Rigsdagen til de paagjældende Foretagender er utilstrækkeligt, saafremt disse efter deres egen Beskaffenhed udkræve en Fastsættelse ved Lov eller endog ad grundlovmæssig Vei. Ligesom der i Fordringen om Rigsdagens Samtykke ikke ligger nogen Udtalelse om, i hvilken Form dette Samtykke skal med deles, saaledes vilde det ogsaa være i høi Grad unaturligt, om Kongen skulde være berettiget til ved Indgaaelsen af Traktater at foretage Forandringer i Lovgivningen, ja selv i Grundloven, blot under Forudsætning af et simpelt Samtykke gjennem en almindelig Rigsdagsbeslutning, med Hensyn til hvilken man endog vilde savne de formelle Garantier, som Grl. §§ 52 og 53 indeholde med Hensyn til Love. En saadan Antagelse vilde indeholde en saa indgribende Undtagelse fra Reglerne i Grl. §§ 2 og 95, at den maatte udkræve en meget bestemt Hjemmel; men en saadan kan
