282
kommende Ret til at erklære Krig og slutte Fred samt indgaae og ophæve Forbund og Haudelstraktater, selv om en saadan Myndighed allerede i Medfør af Sagens Natur maatte tillægges Kongen[1]), saaledes er der god Grund til udtrykkelig at fremhæve de i Paragraphens anden Del tilføiede Indskrænkninger. Selv afseet fra, at det neppe kan betragtes som en ligefrem Følge, af Sagens Natur, at Kongen i Mangel af positiv Bestemmelse skulde være udelukket fra at foretage selv den ubetydeligste Afstaaelse af Land og fra at indgaae enhversomhelst Forpligtelse, der kunde siges at forandre de bestaaende, statsretlige Forhold, indeholder Paragraphen nemlig i ethvert Tilfælde den Særegenhed, at de omtalte Dispositioner udtrykkelig betinges af Rigsdagens Samtykke, saa at de f. Ex. ikke kunne hjemles ved en foreløbig Lov. Dertil kommer, at det dog utvivlsomt maa indrømmes, at Kongen ved Udøvelsen af den ham i Grl. § 18 tillagte Myndighed er underkastet visse Indskrænkninger udenfor de i selve Paragraphen nævnte. Vil man end ikke antage Paragraphens udtømmende Karakter for udelukket ved Anerkjendelsen af, at Kongen i Henhold til Grl. § 13 behøver en Ministers Medvirkning til de paagjældende Foretagender, forsaavidt de vedkomme Lovgivningen eller Regeringen, er det dog ikke foreneligt med samme, at de ved Krigsførelsen eller de paagjældende Traktater foranledigede Udgifter ikke retsgyldig kunne af holdes, medmindre de ere hjemlede ved Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov, hvilken Sætning dog ligefrem følger af den almindelige Regel i Grl. § 49. Kan det imidlertid ikke fastholdes, at den i Grl. § 18 indeholdte Angivelse af de Indskrænkninger, som paahvile Kongen ved Udøvelsen af de ham i Paragraphen tillagte Rettigheder, maa betragtes som udtømmende, synes man ikke at kunne opstille nogen anden Regel, end den, at der i saa Henseende ganske maa
- ↑ De i Grl. 26 og 28 nævnte Rettigheder maatte uden Tvivl ogsaa uden udtrykkelig Hjemmel 1 Grundloven tillægges Kongen.
