300
De Formueretsforhold, hvori Kongen indtræder, maae bedømmes ganske efter de almindelige, privatretlige Regler. Ikke blot kan Kongen under Iagttagelse af de i Lovgivningen foreskrevne Betingelser og Former erhverve tinglige og obligatoriske Rettigheder, men han kan ogsaa under Iagttagelse af de samme Love overdrage Andre Eiendomsret eller andre tinglige Rettigheder over sine Eiendele, s. derimod med Hensyn til Civillisten Grl. § 9, 3. M., ligesom han med fuld Gyldighed kan paadrage sig obligatoriske Forpligtelser. En Afvigelse, fra den almindelige Lovgivnings Regler fremtræder først, naar der bliver Spørgsmaal om at gjøre de saaledes mod Kongen erhvervede Rettigheder gjældende mod denne. Grl. § 12 bestemmer nemlig, at Kongen er ansvarsfri, og at hans Person er hellig og ukrænkelig, og heraf følger, at Kongen maa være fritaget for retslig Afgjørelse af en hvilkensomhelst Klage, der reises mod ham, og at han ikke kan staae under nogensomhelst Jurisdiktion i Staten, s. Kongelov 1665 Art. 2. Denne Regel maa ogsaa gjælde med Hensyn til Sager om rene Formuerettigheder, skjøndt Indrømmelsen af en Søgsmaalsret i disse kunde synes mindre betænkelig. Det kan ikke komme i Betragtning, at Anlæggelsen af saadanne Sager i mange Tilfælde vilde kunne skee uden at krænke Kongens ubetingede Ret til Agtelse; thi, selv afseet fra det Vanskelige og Mislige i at drage Grændsen mellem de Sager, hvis Anlæggelse indeholdt en saadan Krænkelse, og dem, med hvilke dette ikke var Tilfældet, vilde Anlæggelsen af et hvilketsomhelst Søgsmaal mod Kongen stride mod den i ganske almindelige Udtryk affattede Hovedregel i Grl. § 12, at Kongen er ansvarsfri. Et afgjørende Argument ligger endelig deri, at Kongen under en modsat Forudsætning i slige Sager vilde være mindre gunstig stillet, end de kongelige Prindser og Prindsesser, der ifølge Kongelov 1665 Art 25 og L. 1.2.1, jfr. Epilogen til Grl. 1849, ikke uden Kongens Samtykke kunne sagsøges ved Domstolene i private Formuesager.
