301
Efter det Anførte maa det antages, at Kongen heller ikke i Sager angaaende rene Formuerettigheder kan sagsøges ved Domstolene. Denne Regel bliver ikke uanvendelig derved, at Kongen samtykker i Anlæggelsen af et saadant Søgsmaal; thi den ham ved Grundloven tillagte Ansvarsfrihed er ikke blot foreskreven i hans egen, men tillige i det Offentliges Interesse, og Domstolene kunne ikke ved en privat Renunciation fra Kongens Side erholde en Jurisdiktion, som ikke tilkommer dem efter Loven. En saadan Jurisdiktion kan heller ikke tillægges Domstolene ved en af Kongen underskreven og af en Minister kontrasigneret Regeringsakt; thi en saadan Akt vilde indeholde en Undtagelse fra Lovene, der ikke ifølge de før 5. Juni 1849 gjældende Regler er i Brug, og som følgelig efter Grl. § 27 ikke nu kan foretages. End ikke en speciel, af Rigsdagen vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov vil i saa Henseende være tilstrækkelig, da et saadant, umiddelbart mod Kongen anlagt Søgsmaal efter det Anførte vilde stride mod Grl. § 12. Tvivlsommere er det, om man ikke ad en Omvei kan skaffe den Private Adgang til at gjøre sin formentlige Ret mod Kongen gjældende ved Domstolene. Det antoges nemlig før Forfatningens Indførelse, at Kongen kunde substituere en Anden til paa Civillistens eller Kongens Privatformues Vegne at modtage Søgsmaal ved Retten, og at en saadan kongelig Tilladelse hjemlede Domstolene Ret til at afgjøre det Spørgsmaal, hvorvidt den omspurgte Forpligtelse maatte antages at paahvile den kongelige Kasse, men uden at der tilføiedes nogen Exekutionsklausul, idet Dommens Opfyldelse maatte overlades Kongens nærmere Foranstaltning, s. Larsens samlede Skrifter I 3. 92—93, Høiesteretstidende 1859. 484. Det er imidlertid ved forskjellige Domme antaget, at en saadan Fremgangsmaade efter den nuværende Forfatning ikke længere kan anvendes, s. Høiesteretstidende 1859. 484, Jur. Ugeskr. 1855. 856, 1857.491, 1858.771, 1859. 329. Det er i saa Henseende gjort gjældende, at en kongelig Tilladelse af den angivne Beskaffenhed under den
