302
ældre Forfatning ikke fremtraadte som en blot privat Renunciation, men tillige som en Regeringshandling af den absolute Konge, hvorved der hjemledes vedkommende Domstol en særegen, ikke i den almindelige Lovgivning grundet Jurisdiktionsmyndighed. Efter den nugjældende Lovgivning kan imidlertid ingen af Kongen foretagen Regeringshandling have Gyldighed uden ministeriel Underskrift, s. Grl. § 13, og der maatte altsaa, for at Domstolene skulde tage et saadant Spørgsmaal under Paakjendelse, i ethvert Fald udfordres et formeligt, af en Minister kontrasigneret Kommissorium til vedkommende Domstol, hvorved der tillagdes denne den fornødne Jurisdiktionsmyndighed i denne Sag, s. Grl. § 27. At Søgsmaalet ikke rettes umiddelbart mod Kongen, men mod en Anden paa Civillistens eller Kongens Privatformues Vegne, gjør ikke nogen Forandring heri, da Dommen, omend ikke efter sin Ordlyd, saa dog i Virkeligheden maa blive en Dom, der overgaaer Kongen som den paagjældende Formues Eier. Et mod Kongen umiddelbart eller middelbart rettet Søgsmaal maa derfor ex officio afvises af Retten, i alt Fald naar denne ikke ved et formeligt Kommissorium er bleven bemyndiget til at dømme i Sagen.
Den anførte Argumentation synes dog ikke at være ganske tilfredsstillende. Spørgsmaalets Besvarelse synes nærmest at maatte beroe paa, om en Fremgangsmaade af den angivne Art maa siges at stride mod Kongens grundlovmæssige Ansvarsfrihed eller ikke. Antages det, at den strider mod Kongens Ansvarsfrihed, da kan hverken et privat Samtykke fra Kongens Side eller en af en Minister kontrasigneret Regeringsakt give Søgsmaalet Gyldighed; thi Kongen kan, som ovenfor bemærket, ikke renuncere paa sin Ansvarsfrihed, og hverken en Regeringshandling eller selv en Lov kan hjemle en mod Grundloven stridende Fremgangsmaade. Antages det derimod, at den angivne Fremgangsmaade ikke strider mod Kongens Ansvarsfrihed, fordi Søgsmaalet ikke rettes mod Kongen, men mod en Anden,
