303
der optræder paa Civillistens eller Kongens Privatformues Vegne, synes et privat Samtykke fra Kongens Side tilstrækkeligt. Den Omstændighed, at Kongen ikke er undergivet Domstolenes Jurisdiktion, kan ikke nødvendiggjøre Udfærdigelsen af et særligt Kommissorium til vedkommende Domstol, thi det forudsættes jo netop, at Dommen ikke overgaaer Kongen, og om de før Grundloven udfærdigede, kongelige Tilladelser til, at en Anden modtog Søgsmaal paa Civillistens Vegne, end kunne opfattes som Regeringshandlinger, er en saadan Opfattelse dog ikke nødvendig. Hvad der i den nævnte Henseende skal antages, er vistnok meget tvivlsomt. For den Antagelse, at den omspurgte Fremgangsmaade ikke strider mod Grl. § 12, kan navnlig paaberaabes, at den antoges for tilstedelig efter den ældre Forfatning, der dog i lige saa høi Grad, som den nugjældende, maatte antages at hjemle Kongen Ansvarsfrihed, s. Kongelov 1665 Art. 2. Imidlertid kan det dog neppe negtes, at en Dom af den angivne Beskaffenhed i Virkeligheden maa siges at overgaae Kongen som Eier af den paagjældende Formue, og at han altsaa derved maa siges paa en mod Grl. § 12 stridende Maade at blive draget til Ansvar, og vi ere derfor tilbøielige til at antage, at et Søgsmaal af den angivne Beskaffenhed overhovedet ikke kan tilstedes, hvad enten den af Kongen meddelte Tilladelse maatte fremtræde som et blot privat Samtykke eller som et formeligt Kommissorium til vedkommende Domstol. At den angivne Fremgangsmaade ikke kan siges at stride mod Kongens Værdighed, kommer ikke i Betragtning, naar det maa indrømmes, at den strider mod hans Ansvars frihed. At Undersaatterne herefter afskæres fra at faae deres formentlige Ret gjort gjældende mod Kongen, kan ikke være afgjørende mod Grundlovens Forskrifter, ligesom det ogsaa maa erindres, at selv under den modsatte Forudsætning Klagernes Ret ikke kunde blive fyldestgjort, medmindre Kongen samtykkede i at substituere en Befuldmægtiget og senere i at opfylde den fældede Dom, og at
