304
den saaledes dog i sidste Instants maatte blive afhængig af Kongens Villie til at fyldestgjøre den. Der savnes heller ikke ganske Midler til at afgjøre Sager, om hvis retlige Løsning Kongen og den formentlig Berettigede ere uenige, idet der Intet er til Hinder for, at Kongen enes med vedkommende Private om at lade Sagen afgjøre ved Voldgiftskjendelse af Retten eller private Personer; men en saadan Kjendelse vil efter Grl. § 12 ikke kunne erholdes stadfæstet ved Domstolene.
Efter det Anførte ville heller ikke Tvistigheder om faste Eiendomme, som Kongen med privatretlig Adkomst maatte besidde, kunne forfølges ved Retten, om de end i Medfør af 1. 2. 18 kunne anlægges ved den faste Eiendoms Værneting. Selv i de Tilfælde, hvor man ved en Retshandling kan holde sig umiddelbart til en fast Eiendom uden personligt Søgsmaal mod Eieren, synes en saadan Fremgangsmaade ikke at kunne anvendes med Hensyn til de Eiendomme, der privat tilhøre Kongen, thi dennes Ansvarsfrihed synes at maatte medføre, at han ikke blot er fritaget for ligefremt Søgsmaal, men ogsaa for enhver Rettens Tvang. Naar man derfor har ment, s. Larsens samlede Skrifter I 3. 93, at reelle Skatter og Afgifter maae kunne indrives i de Kongen tilhørende Eiendomme ved en Anvendelse i det Væsentlige af den i Amtstuefdn. 8. Juli 1840 foreskrevne Fremgangsmaade, at en Kongen tilhørende Eiendom maa kunne realiseres paa den i Pl. 1. Juni 1837, Lov om Kreditforeninger 20. Juni 1850 § 2 b omhandlede Maade, naar Betingelserne for sammes Anvendelse ere tilstede, og at andre Panthavere maae kunne lade sig sætte i Besiddelse af Pantet i Overensstemmelse med L. 5. 7. 8, kunne disse Resultater efter det Anførte uden Tvivl ikke billiges, thi det er dog Kongen, der drages til Ansvar ved den mod hans Eiendom rettede Forfølgning.
Forsaavidt Kongen formener at have Rettigheder mod private Personer, kan han utvivlsomt gjøre disse gjældende ved at anlægge Søgsmaal mod den Paagjældende, og den
