310
at det er ret naturligt, at den, der har Arveret til Thronen, selv om hans Arveret kun er subsidiair, og selv om han er Medlem af et andet Fyrstehus, ifølge den positive Lovgivning paa den ene Side erholder en vis anseeligere Stilling og paa den anden Side maa underkaste sig visse Indskrænkninger. I det anførte Begreb, der maatte antages at ligge til Grund for Kongelovens Forskrifter, foregik der ikke nogen Forandring ved Grundloven 1849. Naar dennes Epilog ved at stadfæste de i Kongelovens Art. 21 og 25 indeholdte Bestemmelser betegner disse som handlende om de kongelige Prindser og Prindsesser, s. Fdn. 27. Sept. 1799 § 4, maa dette Udtryk, efter den Maade, hvorpaa Grundlovens Epilog sluttede sig til Kongeloven, og paa Grund af, at Kongelovens Bestemmelser om Arvefølgen ifølge Grl. § 4 fremdeles skulde være gjældende, opfattes i ganske den samme Betydning, i hvilken det tilsvarende Udtryk var brugt i Kongeloven, s. ogsaa Reskr. 29. Juli 1850. Paa lignende Maade maatte man da opfatte Bestemmelsen i Grl. 1849 § 17 om Medlemmerne af det kongelige Hus, uden forsaavidt man hertil maatte henregne endnu nogle flere Personer, der ved Ægteskab vare knyttede til Kongehuset.
Det maatte imidlertid vistnok indrømmes, at det i Epilogen til Grl. 1849 benyttede Udtryk »de kongelige Prindser og Prindsesser« efter sin naturlige Betydning ikke passede paa saadanne Beslægtede af Kongen, der vare Medlemmer af andre Familier, og at dets Anvendelse paa saadanne Personer kun retfærdiggjordes ved den dem endnu bestandig tilkommende Arveret. Efterat Thronfølgelov 31. Juli 1853 nu har hævet Kvindernes og Kvindeliniernes Arveret til Thronen, maa man derfor uden Tvivl vende tilbage til den naturlige, mere indskrænkede Betydning af Ordet »kongelige Prindser og Prindsesser«, i Lighed med hvilket da Udtrykket »Medlemmerne af Kongehuset« maa forstaaes. Det vil let skjønnes, at Meningen med det Anførte ingenlunde er at gjøre Arveretten til Thronen til en Betingelse for Stillingen som Medlem af Kongehuset, hvilket
