311
vilde medføre det urimelige Resultat, at de agnatiske Prindsesser ubetinget maatte udelukkes fra samme. Vor Mening er kun, at den mod Sagens Natur stridende Udvidelse af Begrebet, som laa til Grund for Kongelovens Bestemmelser, maa bortfalde, naar den eneste Grund til samme, Arveretten i Forbindelse med Kongelovens positive Forskrifter, ophører. De Beslægtede af Kongehuset, der ikke falde ind under det angivne Begreb, ville da, forsaavidt de overhovedet komme i Berøring med den danske Lovgivning, være at behandle som Privatpersoner, medmindre der særlig maatte være dem tillagt visse Rettigheder, eller særegne Regler om fremmede Fyrster eller Medlemmer af fremmede Fyrstehuse maatte komme til Anvendelse. Den nævnte Opfattelse bestyrkes ogsaa ved flere positive Bestemmelser. Saaledes kunde der ved Forfl. 1855 § 14 og Grl. 1863 § 12 uden Tvivl kun være tænkt paa betimelig at aabne de til Thronen arveberettigede Prindser Adgang til Bekjendtskab med Regeringsforretningerne[1]), ligesom der vistnok ogsaa ved Bestemmelsen i Forfl. 1855 § 4 og Grl. 1863 § 4 var taget et væsentligt Hensyn til den Eventualitet, at de vedkommende Prindser kunde komme til at deltage i Regeringens midlertidige Førelse i Kongens Sted, s. Forfl. 1855 § 5, Grl. 1863 §§ 5, 6. Fremdeles kan det bemærkes, at Straffeloven 1866 § 94 kun fastsætter kvalificeret Straf, naar de i Lovens §§ 88—90 omhandlede Forbrydelser begaaes mod nogen af de efter Thronfølgeloven arveberettigede Prindser eller mod nogen her i Riget boende Prindsesse, der hører til det danske Kongehus, hvilken sidstnævnte Bestemmelse i Lighed med den med Hensyn til Prindserne gjorte Indskrænkning kun synes at kunne omfatte de agnatiske, ugifte Prindsesser, s. Folkethingstidende 17. Session 3192. Naar det i Udkastet til Straffe-
- ↑ At disse Bestemmelser ikke ere optagne i Grl. 1866, udelukker ikke, at der fra dem kan hentes Oplysning om Betydningen af det omspurgte Udtryk.
