314
stemmelser om Kongehusets Medlemmer skulle anvendes paa saadanne Personer, som boe udenfor Riget, maa afgjøres efter Forholdets nærmere Beskaffenhed. Medens saaledes Grl. § 6 synes at maatte blive uanvendelig paa Grund af den almindelige Regel, at Myndigheden retter sig efter Hjemstedets Love, sees der ingen Grund til at udelukke Anvendelsen af Kongelovens Art. 25 og 1. 2. 1, hvor Betingelserne for disses Anvendelse i Øvrigt ere tilstede, saasom efter 1. 2. 18, 19, 20, og Straffelovens § 94 maa efter sine almindelige Udtryk og Modsætningen mellem Reglerne om Prindserne og om Prindsesserne ogsaa anvendes paa Fornærmelser mod de udenfor Riget boende, arveberettigede Prindser.
Man kan fremdeles spørge, om Kongen ved sin Resolution kan optage saadanne Personer, der ikke høre til Kongehuset, som Medlemmer af samme med den Virkning, at de blive at behandle efter de om saadanne Medlemmer gjældende, særegne Regler, s. Folkethingstidende 17. Session 1184, 1195. Der er nu vistnok ikke Anledning til at betvivle, at Kongen kan legitimere sine uægte Børn med den Virkning, at de blive at betragte som Medlemmer af Kongehuset[1]), ligesom han uden Tvivl ogsaa maa kunne erklære sin i morganatisk Ægteskab med ham levende Hustru for Dronning med den Virkning, at hun kommer til at indtage den Retstilling, som tilkommer en Dronning, og Børnene blive at betragte som kongelige Prindser og Prindsesser. Endelig er der neppe Noget til Hinder for, at Kongen kan tillægge en udenfor Kongehuset staaende Person Navn og Titel af kongelig Prinds eller Prindsesse. Derimod synes det i Mangel af positiv Hjemmel betænkeligt at tillægge Kongen Ret til ved en ensidig Resolution at optage
- ↑ Derimod kunne de ikke ved en saadan Legitimation opnaae Arve ret til Thronen, s. Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 2. Den samme Ret synes i Øvrigt at maatte tilkomme en kongelig Prinds, i alt Fald med Kongens Samtykke.
