13
jfr. ogsaa Adn. § 8 og nedenfor Nr. 2, anvendtes de dog i Praxis i en temmelig vid Forstand, saa at f. Ex. næsten alle kriminelle og procesuelle Love forelagdes Stænderne.
Endelig var det ikke engang alle Love af det angivne Indhold, paa hvis Forelæggelse Stænderne havde Krav, men kun saadanne, der angik den paagjældende Provinds eller hele Kongeriget Danmark. Derimod udelukkedes de Love, som angik de for hele Monarkiet fælles Anliggender, og de, der særlig angik Hertugdømmerne. Denne Indskrænkning fremgaar allerede af Stændernes Benævnelse som Provindsialstænder og bestyrkes ved en Sammenligning med den tilsvarende Paragraph i Adn. 28. Mai 1831 for Slesvig og Holsten, hvor der kun tales om Love, som angaae begge Hertugdømmer eller et af dem, ligesom det ogsaa er indlysende, at en Forelæggelse af fælles Love for 4 forskjellige Forsamlinger af forskjellig Nationalitet og jevnlig aldeles modsatte Anskuelser vilde have været høist uhensigtsmæssig. Den anførte Opfattelse af Stændernes Kompetence fastholdtes ogsaa stadig af Regeringen ligeoverfor de enkelte Stænderforsamlinger, ligesom den ogsaa ligger til Grund for det i 1842 fremsatte Forslag om Indførelsen af Stænderkomiteer, der netop for en stor Del vare bestemte til at bøde paa Manglen af et Fællesorgan, samt for Reskr. 28. Jan. 1848, s. nedenfor. Herimod kan det ikke komme i Betragtning, at Udtrykkene i den danske Adn. 28. Mai 1831 § 4 ere temmelig almindelige. Ej heller kan der lægges Vægt paa, at Grændsen maaske ikke alted er fastholdt fuldkommen skarpt, da Kongen maatte være berettiget til at indhente Stændernes Betænkning ogsaa over Anliggender, der strengt taget laae udenfor deres Virkekreds. Nanvlig kan der ikke lægges vægt paa, at Stænderne bleve hørte over saadanne Anliggender, der ved den senere Forfatningsordning bleve henregnede til Fællessagerne, men som dengang, paa Grund af den forskjellige Lovgivning i Kongeriget og i Hertugdømmerne, nærmest maatte betragtes som særlige, f. Ex. Told- og Myntlove.
