14
Derimod bleve de militaire Love, der utvivlsomt maatte betragtes som Fælleslove, aldrig forelagte Stænderne.
Virkningen af, at en til Stændernes Virkekreds hørende Lov udstedtes, uden at deres Betænkning over samme var indhentet, kunde ikke antages at være den, at Loven blev ugyldig, men kun, at Stænderne kunde henvende sig til Kongen med en Besværing og et Andragende om Lovens Forelæggelse, s. Rigsraadstidende 1856 Sp. 1733—34, s. ogsaa Scheel: Privatrettens almindelige Del I S. 14. At Stænderne ikke havde noget Retskrav paa, at deres Raad fulgtes behøver neppe at bemærkes.
2.Foruden den almidnelige, raadgivende Myndighed, som ved Adn. 28. Mai 1831 § 4 var tillagt Stænderne, blev det ved samme Adn. § 8 jfr. Fdn. 15. Mai 1834 in fine lovet dem, at de yderligere Lovbestemmelser om Stænderinstitutionens nærmere Ordning, der senere, den 15. Mai 1834 udstedtes som Love, heller ikke skulde forandres, før Stændernes Betænkning derover var indhentet. Derimod blev der ikke givet noget Løfte om, at eventuelle Forandringer i selve Adn. 28. Mai 1831 skulde forelægges Stænderne, og det er derfor tvivlsomt, om Kongen har betragtet denne Anordnings Forskrifter som uforanderlige, eller om han har forbeholdt sig selv uden Stændernes Medvirkning at foretage Forandringer i samme, s. Larsens Skrifter I, 2. S. 14—15. Provindsialstænderne bleve i 1848 heller ikke hørte over selve Udkastet til Grundloven 5. Juni 1849, men kun over Udkastet til en Valglov for Dannelsen af den Rigsforsamling, der skulde behandle Grundlovsudkastet, s. Kundgjørelse 4. April 1848, Patent 4. April og 29. Mai 1848 og nedenfor.
3.Ifølge Adn. 1831 § 5 skulde Provindsialstænderne være berettigede til at indgive Andragender til Kongen om Forandring i Landets almindelige eller de enkelte Provindsers særskilte Love eller Indretninger samt til hos Kongen at føre Besværing over den Maade, hvorpaa Lovene overholdtes eller Indretningerne bestyredes. Denne
