30
Hertugdømmer indbyrdes, end imellem hvert især af dem og Kongeriget Danmark. Den saakaldte Schleswigholsteinisme forkastedes derfor definitivt, hvorimod de Baand mellem Slesvig og Holsten, som beroede paa lignende territorial Beskaffenhed eller analoge Næringsforhold samt visse fælles Instituter af ikke statsretlig Natur og Ridderskabets ikke politiske nexus socialis, fremdeles kunde vedblive. Ved Siden heraf fordrede Kongen, at der ikke gaves hans Forpligtelser som Medlem af det tydske Forbund en videre Udstrækning, at hans Souverainetet over Holsten og Lauenborg ikke indskrænkedes mere end efter den nugjældende Forbundslovgivning, og at Forbundsdagen afstod fra enhver Kompetence i eller angaaende det danske Kronland Slesvig, og følgelig ikke af Forbundsbeslutningen 17. Sept. 1846, s. ovenfor § 9 in fine, udledede Rettigheder i denne Henseende udover sammes Ordlydende, s. Bilag 2 til Depecherne 6. Dec. 1851. Efterat Østerrig og Preussen i Svardepecher 26. og 30. Dec. 1851 havde erklæret sig enige i disse Kongens Hensigter, idet de dog akcentuerede Nødvendigheden af at give disse en bindende Karakter og derhos tilføiede nogle Bemærkninger med Hensyn til deres nærmere Forstaaelse, erklærede den danske Udenrigsminister i Depeche 29. Jan. 1852, at Kongen erkjendte den østerrigske Opfattelse af hans Hensigter for overensstemmende med sin egen, og fremsendte Kundgjørelsen af 28. Jan. 1852 som den Form, Kongen havde valgt til Udtalelsen af sine Hensigter. I Henhold hertil besluttede den tydske Forbundsdag under 29. Juli 1852[1]) paa Østerrigs og Preussens Andragende at anerkjende Bestemmelserne i Kundgj. 28. Januar 1852, forsaavidt de angaae Hertugdømmerne Holstens og Lauenborgs Anliggender og efter Sagens Beskeffenhed henhøre under det tydske Forbunds forfatningsmæssige Prøvelse og Kjendelse, som stemmende med Forbundets Love og Rettigheder, samt at meddele den forbeholdte, definitive Approbation paa den Bilæggelse af de
- ↑ I Lovsamlingen so Note til Kundgj. 28. Januar 1852.
