35
§ 16.Arvefølgesagens og Toldenhedens Gjennemførelse.
Hvad Thronfølgen angaaer, var det utvivlsomt, at Kongelovens agnatisk-kognatiske Arvefølge gjaldt i Kongeriget, i Slesvig og i Lauenborg, s. Aab. Br. 8. Juli 1846, samt i visse Dele af Holsten. Med Hensyn til Kongeriget støttedes dette ligefrem paa Kongeloven, med Hensyn til Slesvig paa dette Hertugdømmes Indlemmelse i den danske Krone ved Patent 22. Aug. 1721 og Hyldingseden secundum tenorem legis regiæ i Forbindelse med de arveberettigede Liniers Renunciationer og Stormagternes Garantier, med Hensyn til Lauenborg paa de Traktater, ved hvilke Hertugdømmet var erhvervet for den danske Krone, med Hensyn til den saakaldte schaumborgske Del af Holsten (Pinneberg, Ranzau og Altona) paa særegne Arveforlig. Derimod var Sagen mindre klar med Hensyn til det egentlige Lenshertugdømme Holsten og navnlig med Hensyn til den storfyrstelige Del af samme. Medens Keiseren af Rusland nemlig ved de i 1767 og 1773 afsluttede Traktater angaaende dennes Afstaaelse til Danmark havde som Hoved for den ældste holsten-gottorpske Linie renunceret paa alle Fordringer paa og Rettigheder til Hertugdømmet Slesvig til Fordel for Kongen af Danmark og hans kongelige Kronarvinger, var den samtidige Renunciation for Holstens Vedkommende kun givet til Fordel for Kongen af Danmark, dennes Broder og disses mandlige Efterkommere. Naar derfor, som der var Udsigt til, Frederik III's Mandsstamme maatte vidne, vilde den ovennævnte største Del af Monarkiet i Overensstemmelse med Kongeloven tilfalde Frederik III's Kvindelinier, medens det russiske Keiserhus som Repræsentant for den ældre holsten-gottorpske Linie vilde kunne reise Prætensioner paa en Del af Holsten, og saafremt disse anerkjendtes som grundede, vilde dette medføre en Adskillelse af Monarkiet.
I Overensstemmelse med det i Kongelovens Artikel 19 tiltalte Princip om Rigets Udelelighed havde den danske
3*
