36
Regering allerede i længere Tid arbeidet paa at forebygge denne Mulighed, s. Aab. Br. 8. Juli 1846, Protokol 10. Juli 1849 Art. 4, og et vigtigt Skridt til Opnaaelsen af dette Øiemed var skeet ved den Anerkjendelse af, at Opretholdelsen af det danske Monarkis Integritet var i høi Grad vigtig for den europæiske Ligevægts almindelige Interesser og Fredens Bevarelse, som ved Londonnerprotokollen 2. Aug. 1850, jfr. Protokol 2. Sept. s. A. var udtalt af samtlige Stormagter med Undtagelse af Preussen, samt af Sverrig-Norge.
For at fyldestgjøre det saaledes opstillede Princip om det danske Monarkis Integritet valgte man den Vei at tilveiebringe en Kombination af de modstaaende Adkomster, og dette opnaaedes ved den i Warschau den 5. Juni 1851[1]) mellem Rusland og Danmark vedtagne Protokol i Forbindelse med forskjellige, dertil sig sluttende Renunciationer og Cessioner. Efter Mandsstammens Uddøen vilde nemlig Landgrevinde Charlotte af Hessen og efter hende hendes Børn være de nærmeste Arvinger efter Kongeloven. Blandt disse var Landgrevindens Datter, Prindsesse Louise af Hessen, der siden 1842 var formælet med Prinds Christian af Glücksborg. Samtlige foranstaaende Arvinger overførte nu ved forskjellige Renunciationsakter deres Adkomster paa Prindsesse Louise og hendes Arvinger og Efterkommere, der saaledes kom i Besiddelse af uomtvistet Arveret til hele Monarkiet med Undtagelse af en Del af Holsten, paa hvilken de derhos ogsaa kunde reise Prætensioner. Paa den anden Side renuncerede Keiseren af Rusland ved Warschauerprotokollen paa sine eventuelle Rettigheder til Holsten til Fordel for Prindsesse Louises Gemal, Prinds Christian af Glückborg, der paa Sværdsiden nedstammede fra Christian III og paa Spindesiden fra Frederik V, samt for Prinds Christians mandlige Descendents. Efter Mandsstammens Uddøen vilde altsaa fuldstændig Arveret til hele Monar-
- ↑ Lovsamlingen som Note til Budskabet 4. Okt. 1852.
