41
lige Anliggender, dels for de fælles Anliggender, forsaavidt disse vedkom Kongeriget. En af Rigsdagen vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov kunde derfor som saadan kun have Gyldighed for Kongeriget; skulde den tillige gjælde for de andre Landsdele, maatte hertil udkræves en Akt af Kongen som Souverain i disse, hvorved Loven fik Gyldighed for deres Vedkommende, s. dog med Hensyn til Indfødsretslove Bkg. for Slesvig 19. Mai 1855, for Holsten 14. Mai s. A., D. T. 1855. 468, hvoraf det fremgaaer, at man har betragtet Kongens Sanktion af den af Rigsdagen vedtagne Lov som afgivende den fornødne Hjemmel for Lovens Gyldighed i Slesvig og Holsten. Den anførte Hovedregel gjaldt ogsaa med Hensyn til Finantsloven, der som saadan kun kunde gjælde for Kongeriget, men Forholdet stillede sig dog her noget eiendommeligt, idet paa Grund af de svævende Forhold saagodtsom samtlige Fællesudgifter maatte afholdes af Kongerigets Indtægter, og som Følge heraf atter samtlige disse Udgifter for deres fulde Beløb voteredes af Rigsdagen, der altsaa her bevilgede Penge for hele Monarkiet, s. herom nærmere Folkethingstidende 1. Session 266, 2. Session 12, 3. Session 14—15, Anhang B 819, 4. Session 1. Samling 49—55. Endelig kan med Hensyn til Forvaltningen erindres, at Krigs-, Marine-, Finants- og Udenrigsministeren bestyrede samtlige Fællesanliggender, hvad enten de nærmest vedrørte Kongeriget eller Hertugdømmerne, og at samtlige disse Ministre i Overensstemmelse med Grundloven 1849 §§ 18—20 vare ansvarlige for den danske Rigsdag og Rigsret, uden at denne Ansvarlighed for Fællesanliggendernes Vedkommende kunde indskrænkes til den Del af deres Virksomhed, der angik Kongeriget.
Med Hensyn til hele det omhandlede Forhold udøvede Kundgj. 28. Jan. 1852 nu den Indflydelse, at der ikke længere kunde være Tale om at gjøre Grundloven gjældende i Slesvig, og at Rigsdagen ikke længere kunde deltage i Behandlingen af Fællesanliggender, uden forsaavidt disse
