42
angik Kongeriget, men med denne Begrændsning vedblev dens Kompetence uforandret. Med Hensyn til den egentlige Lovgivning, der allerede tidligere kun var udøvet for Kongerigets Vedkommende, indtraadte der som Følge heraf ingen Forandring, s. kun med Hensyn til Indfødsretslove Resol. 27. Febr. 1852. Hvad Finantsloven angaaer, fulgte det derimod af den i Kundgjørelsen opstillede Adskillelse mellem fælles og særlige Anliggender, at der maatte foretages en tilsvarende Sondring mellem fælles og særlige Indtægter og Udgifter, saaledes at enhver Landsdel efter et passende Forhold deltog i de fælles Indtægter og bidrog til de fælles Udgifter, navnlig forsaavidt disse ikke kunde dækkes af Fællesindtægterne. Heraf fulgte atter, at Rigsdagens Bevilgelse af fælles Indtægter og fælles Udgifter kun kunde udstrække sig til den paa Kongeriget faldende Andel af disse. Denne Andel blev af Kongen med Rigsdagens Billigelse fastsat til 60 Procent eller 35, medens Slesvigs og Holstens Andel fastsattes til 40 Procent eller 25, hvilken Andels Udredelse af Hertugdømmerne hvert Aar fastsattes ved en af Kongen som Souverain i disse udstedt Resolution, s. Folkethingstidende 4. Session 1. Samling 52, Anhang B 84, Finantslov 31. Juli 1853, Statsbudget 2. Sept. 1853, Fdn. 15. Febr. 1854 § 2, 11. Juni 1854 § 3. Hvad Forvaltningen angaaer, udtales det udtrykkelig i Kundgj. 1852, at Fællesministrenes Ansvarlighed ligeoverfor den danske Rigsdag skal være indskrænket til den Del af deres Embedsvirksomhed, der angaaer Kongeriget Danmark.
Hertugdømmet Slesvig og Hertugdømmet Holsten havde, som tidligere berørt, hvert sin Provindsialstænderforsamling. Disse Forsamlinger havde i det Væsentlige de samme Rettigheder, som de kongeriske Provindsialstænder, navnlig Ret til at afgive Betænkning over Love, som gjorde Forandring i Undersaatternes personlige eller Eiendomsrettigheder eller i Skatterne og de offentlige Byrder, forsaavidt disse Love angik begge Hertugdømmerne eller et af dem, s. Adn. for Slesvig og Holsten 28. Mai 1831 § 4. Derimod havde de
