43
ingen Kompetence til at behandle Love, som angik de for hele Monarkiet fælles Anliggender. Et Andet er, at forskjellige Anliggender, der senere bleve behandlede som fælles, efter de daværende Forhold nærmest maatte betragtes som særlige og som saadanne hørte under Stændernes Kompetence. Ligesaalidt tilkom der dem nogen Ret til at deltage i Budgettets Fastsættelse.
Ligesom der under Oprøret naturligvis ikke kunde være Tale om at raadspørge de slesvigske eller holstenske Stænder, saaledes vare Forholdene i Slesvig[1]), da dette Hertugdømme i Juli 1850 atter kom i Kongens Magt, af den Beskaffenhed, at der ikke kunde være Spørgsmaal om at benytte en Stænderforsamlings Medvirkning, der paa en saa fremtrædende Maade havde sluttet sig til Oprøret. Regeringen betragtede derfor Forfatningen som midlertidig sat ud af Kraft, og Kongen styrede Slesvig som absolut Souverain, s. ovenfor § 14.
Ved Kundgj. 28. Jan. 1852 kaldtes imidlertid de raadgivende Provindsialstænder for Slesvig og Holsten atter til Live, idet Kongen bebudede at ville lade forelægge dem Lovudkast, hvorved ethvert af Hertugdømmerne med Hensyn til sine hidtil under de raadgivende Provindsialstænders Virkekreds hørende Anliggender skulde erholde en stændersk Repræsentation med besluttende Myndighed. Ligesom Stændernes Kompetence efter det oven Anførte tidligere ikke havde udstrakt sig til de for hele Monarkiet fælles Anliggender, saaledes fremgaaer det paa det Klareste af Kundgjørelsens Udtryk, at deres fremtidige Virkekreds skulde indskrænke sig til det enkelte Hertugdømmes særlige Anliggender, s. Landsthingstidende 3. Session 3340—41, Rigsraadstidende 1. Session 1179—82. Da Grændsen mellem de fælles og særlige Anliggender imidlertid endnu ikke var definitivt draget, var der, som ovenfor berørt, adskillige Anliggender, som efter Sagernes tidligere Stilling nærmest
- ↑ Holsten kom først i Kongens Magt efter Kundgj. 28. Jan. 1852.
