44
maatte betragtes som særlige, og som derfor havde hørt til de raadgivende Provindsialstænders Virkekreds, men som maatte gaae over til at blive Fællesanliggender, naar den nye Ordning skulde gjennemføres. Medens der nu ikke kunde være Tale om, for Fremtiden at tillægge de ved Kundgjørelsen bebudede, besluttende Stænder nogen Kompetence med Hensyn til disse Sager, opfattedes Forholdet derimod fra Regeringens Side saaledes, at de omhandlede Anliggender endnu maatte betragtes som hørende til de raadgivende Provindsialstænders Virkekreds, og der forelagdes derfor de slesvigske og holstenske Stænder forskjellige Love om Told-, Post- og Myntvæsenet, dels til foregaaende, dels til efterfølgende Betænkning.
Hertugdømmet Lauenborg havde endelig i Henhold til sin gamle, i Aaret 1702 givne Forfatning en Repræsentation, det saakaldte Ridder- og Landskab, bestaaende af Deputerede for Ridderskabet og for Kjøbstæderne, der havde besluttende Myndighed med Hensyn til Forandringer i Skattevæsenet og raadgivende Myndighed med Hensyn til andre Love. Efter hele den Maade, hvorpaa dette Hertugdømme var erhvervet for Kronen, kunde der imidlertid endnu mindre, end med Hensyn til de slesvigske og holstenske Stænder, være Spørgsmaal om Repræsentationens Kompetence i Fællessager. Med Hensyn til dette Lands Forfatning udtalte Kundgj. 28. Jan. 1852 blot, at Kongen efter forudgaaende forfatningsmæssig Forhandling med Ridder- og Landskabet vilde bringe sine Beslutninger til offentlig Kundskab, jfr. Manifest 14. Juli 1850.
Resultatet af det Anførte bliver altsaa, at Kongerigets Rigsdag endnu efter Udstedelsen af Kundgj. 28. Jan. 1852 havde en ganske almindelig besluttende Myndighed med Hensyn til alle Fællesanliggender, forsaavidt de angik Kongeriget, og at de slesvigske og holstenske Provindsialstænder med Hensyn til visse enkelte Anliggender, der hidtil havde været særlige, men nu vare bestemte til at blive fælles, havde en raadgivende Stemme. Dette Forhold maatte naturligvis forandres, naar Fællesforfatningen skulde træde i
