45
Kraft. Paa hvilken Maade dette skulde skee, var imidlertid ikke afgjort ved Kundgjørelsen, idet Kongen blot havde erklæret at ville foretage de fornødne Skridt til Fællesforfatningens Indførelse, uden nærmere at angive, af hvilken Beskaffenhed disse Skridt skulde være. Forsaavidt nemlig Kundgjørelsen udtaler sig om den Udvikling, der skulde blive de slesvigske og holstenske Stænder til Del, kan denne Udtalelse saavel efter de brugte Udtryk, som efter hele Sammenhængen i Kundgjørelsen, kun have Hensyn til et hvert af Hertugdømmernes særlige Anliggender.
§ 18.Fortsættelse.
For at tilveiebringe den ved Kundgj. 28. Jan. 1852 bebudede Fællesforfatning, kunde man vælge forskjellige Veie. Den nærmest liggende syntes at være den, at forelægge Udkastet til selve Fællesforfatningen for den danske Rigsdag til Beslutning, og for de holstenske og slesvigske Stænder til Betænkning, s. Folkethingstidende, extraordinair Session 1855. 725. Rigsdagen havde nemlig en forfatningsmæssig Ret til at samtykke i Ordningen af alle Fællesanliggender, forsaavidt Kongeriget angik. De slesvigske og holstenske Stænder havde en raadgivende Myndighed, vel ikke med Hensyn til alle Fællesanliggender, men kun med Hensyn til enkelte Anliggender, der hidtil havde været særlige, men nu skulde gaae over til at blive fælles, men saafremt der tilstodes Rigsdagen en besluttende Myndighed med Hensyn til Fællesforfatningen, krævede Billighed, at tilstaae Stænderne en raadgivende Stemme med Hensyn til Fællesforfatningen i dens Helhed. Denne Fremgangsmaade vilde saaledes have iagttaget en fuldkommen formel Ligelighed mellem Kongeriget og Hertugdømmerne, forsaavidt en saadan efter de bestaaende Forhold overhovedet lod sig tilveiebringe, men det var øiensynligt, at der under denne formelle Ligelighed vilde have skjult sig en høi Grad af reel Uligelighed og Ubillighed mod Hertugdømmerne, og man opgav derfor denne Vei.
