46
En anden Udvei, som blev foreslaaet fra Rigsdagens Side, s. Grundlovsbestemmelsen 29. Aug. 1855 § 5, var den, at lade Fællesforfatningen vedtage af en i dette Øiemed sammenkaldt Repræsentation af Deputerede fra hele Monarkiet. Ligesom imidlertid denne Fremgangsmaade havde den Mangel, at den ikke tog Hensyn til de bestaaende Specialforsamlingers Kompetence i Fællessager og derfor, for at kunne betragtes som lovlig, vilde have forudsat en Forhandling med disse om Indskrænkningen af deres Kompetence, saaledes kunde det ogsaa forudsees, at Anskueserne i en saadan Forsamling vilde staae saa skarpt ligeoverfor hinanden, at den saaledes tilveiebragte Forfatning vilde blive modtaget med den yderste Misfornøielse i de Landsdele, der ikke havde kunnet sætte deres Villie igjennem. Disse Betænkeligheder bestemte derfor Regeringen til ikke at vælge dette Alternativ.
Regeringen valgte derfor den tredie Vei, blot at benytte Specialrepræsentationernes Medvirkning, forsaavidt denne var nødvendig for at indskrænke deres Kompetence til de paagjældende Landsdeles særlige Anliggender, og i Øvrigt lade Fællesforfatningen udstede af Kongen under fornødent Hensyn til de enkelte Landsdeles Eiendommeligheder. Man benyttede, som det træffende er udtrykt, Specialrepræsentationernes Medvirkning til at rydde den Grund, hvorpaa Fællesforfatningen skulde opføres, idet man forelagde dem Lovudkast, hvorved deres Kompetence indskrænkedes til den vedkommende Landsdels særlige Anliggender, medens Regeringen forbeholdt sig, paa egen Haand at ordne Fællesanliggenderne i deres Helhed, s. Rigsdagstidende 1. ordentlige Samling 1389. Denne Fremgangsmaade iagttog en ikke blot formel, men ogsaa reel Ligelighed mellem Kongeriget og Hertugdømmerne, idet Fællesforfatningen ikke udgik fra en enkelt Landsdels Repræsentation, men gaves af den over de enkelte Landsdele og Nationaliteter ophøiede Konge, og hverken Kundgj. 28. Jan. 1852 eller de forinden sammes Udstedelse af Danmark lige overfor
