51
om Valgmaaden m. M. vare blevne tilvejebragte ved Forhandling med de enkelte Repræsentationer, s. Fdn. § 11. Hvad Rigsraadets Myndighed angaaer, var dets Samtykke nødvendigt til Paalæggelse, Forandring eller Ophævelse af fælles Skatter, til Optagelse af fælles Statslaan, s. Fdn. § 21, og til Foretagelse af Forandringer i Forfatningen, s. Fdn. § 28. Det havde raadgivende Myndighed med Hensyn til andre Love om Fællesanliggender og med Hensyn til Statsbudgettet og Statsregnskabet, s. Fdn. §§ 22, 23, og kunde i Fællessager indgive Andragender og Besværinger til Kongen, s. Fdn. § 27. Det kunde ikke sammentræde af sig selv, men skulde hvert enkelt Aar sammenkaldes af Kongen, paa hvis Bestemmelse ogsaa Samlingens Varighed beroede, s. Fdn. § 16; dets Møder vare ikke offentlige, s. Fdn. § 19, dets Præsident og Vicepræsident udnævntes af Kongen, og dets Forretningsorden bestemtes foreløbig af Kongen, senere ved Lov, s. Fdn. § 18. Dets Medlemmer erholdt ikke Diæter, men et temmelig høit, aarligt Vederlag, s. Fdn. § 15.
Rigsraadets Virksomhed skulde kun udstrække sig til Monarkiets Fællesanliggender, der defineredes som de, der ikke udtrykkelig ere bestemte at skulle være særlige for de enkelte Landsdele, s. Fdn. §§ 5, 7. Til Bestridelse af det Beløb, hvormed Monarkiets Fællesudgifter overstege dets Fællesindtægter, skulde Kongeriget, Slesvig og Holsten af deres særlige Indtægter bidrage efter det allerede vedtagne Forholdstal af henholdsvis 60, 17 og 23 Procent, hvorimod det med Hensyn til Lauenborgs finantsielle Stilling skulde have sit Forblivende ved den hidtil bestaaende Ordning, hvorefter kun Overskudet af dette Hertugdømmes særlige Indtægter afgaves til Fælleskassen, s. Fdn. § 6.
Da Kongerigets Grundlov 5. Juni 1849 endnu ikke var indskrænket til dette Riges særlige Anliggender, fastsattes det i en Slutningsbestemmelse, at indtil dette var skeet, skulde Forordningens §§ 21, 22, 23 kun komme til Anvendelse efter det paagjældende Fællesanliggendes Forhandling med den danske Rigsdag.
4*
