300
at den Omstændighed, at Øvrigheden paa indkommen Forespørgsel kan udtale sin Anskuelse om en Sag eller endog ligeoverfor den interesserede Private tage en Beslutning paa det Offentliges Vegne, ikke udelukker den Private fra at søge Spørgsmaalet afgjort ved Domstolene.
Sluttelig kan erindres, at de Regler, der kunne blive at opstille om Begrændsningen af Øvrighedens og Domstolenes Kompetence, ikke finde Anvendelse paa Rigsretten, der ved at bedømme Ministrenes Ansvarlighed ikke er indskrænket til at undersøge, om de have overskredet deres Myndigheds Grændser, men i mange Tilfælde tillige maa afgjøre, om de forsvarligt have benyttet den dem ifølge Lovene tilkommende Myndighed, jfr. Forfatningsretten.
Ved Afgjørelsen af det tidtnævnte Grændsespørgsmaal bliver det da først at undersøge, om man kan opstille en almindelig Regel, hvorefter Spørgsmaalet bliver at afgjøre i alle ikke særligt undtagne Tilfælde. Naar man i denne Henseende har opstillet den Regel, at Domstolene ere kompetente, naar en Rettighed ved Loven er knyttet til bestemte, bevislige, faktiske Betingelser, hvorimod Afgjørelsen tilkommer Øvrigheden, naar den beroer paa et Skjøn eller paa Hensynet til det Nyttige og Hensigtsmæssige, maa det vel indrømmes, at den nævnte Regel vil have megen Betydning for Lovgiveren ved Fastsættelsen af Grændsen, og at den derhos for Fortolkeren vil kunne afgive en Veiledning ved Bestemmelsen af tvivlsomme Tilfælde, forsaavidt det er sandsynligt, at Lovgiveren, naar han skarpt af grændser Betingelserne for en Ret, tillige vil indrømme den formentligt Berettigede den større Betryggelse, der ligger i Adgangen til Domstolenes Afgjørelse, men til at opstille den nævnte Regel som almindelig og bindende giver Lovgivningen ikke tilstrækkelig Hjemmel. Den lider af den Mangel, at den lader Afgjørelsen beroe, ikke paa Sagens egen Beskaffenhed, men paa det ydre Moment, om Lovgivningen mere eller mindre omhyggeligt har ordnet et Forhold, og medens Øvrigheden vel i mange Forhold bør
