329
maalet om Øvrighedsmyndighedens Grændser til Domstolenes Afgjørelse. Har Øvrigheden ikke overskredet sin Kompetence, er Domstolen ikke berettiget til at undersøge Dekretets materielle Rigtighed, og Spørgsmaalet om dettes større eller mindre Urigtighed kommer saaledes slet ikke til at foreligge Retten. En modsat Antagelse vilde derhos staae i aabenbar Strid med den udøvende Magts Stilling som selvstændigt og uafhængigt Organ for Statsmagten, s. Grl. 1849 § 2 (Grl. 1866 § 2). Det Stødende, den her opstillede Anskuelse i Tilfælde af grove Misbrug kan synes at medføre, fjernes derved, at den høiere Øvrighed, som ovenfor bemærket, selv kan bringe Spørgsmaalet for Domstolene eller bemyndige den Private dertil, og mod Vrangvillighed eller ligefremme Forurettelser fra Regeringens Side vil Repræsentationens Myndighed yde en væsentlig Garanti. Forsaavidt der fra tidligere Tid findes Udtalelser, der synes at gaae ud fra en modsat Forudsætning, s. Fdn. 3. Juli 1835 §§ 14, 15, Viborg St. Tid. 1838. 2. 1222, kunne disse i alt Fald ikke komme i Betragtning under de nu gjældende Forfatningsforhold, s. dog ogsaa Lov 11. Febr. 1863 § 2.
Saafremt en Øvrighedsperson foruretter en Privatmand ikke ved selve den indenfor hans Kompetence liggende Embedshandling, men kun under dennes Udførelse, f. Ex. ved at udskjælde eller voldelig overfalde den Private, kan denne herfor sagsøge Øvrighedspersonen, men dette indeholder ingen Undtagelse fra den ovenangivne Regel, thi den Omstændighed, at Fornærmeren er en Øvrighedsperson, kan lige saalidt som Fornærmelsens rent udvortes Forbindelse med en Øvrighedshandling bevirke, at Fornærmelsen selv skulde betragtes som en saadan, s. Jur. Ugeskr. 3. 206, Kskr. 13. Marts, Reskr. 17. Dec. 1817.
Ifølge det Ovenanførte maa Øvrigheden indenfor sin Sphære betragtes som fuldkommen uafhængig af Domstolene. Medens det nu almindeligt indrømmes, at Dom-
