330
stolene ikke umiddelbart kunne omstøde eller tilsidesætte Øvrighedens Handlinger, naar de holde sig indenfor dens Kompetence, er det derimod omtvistet, om Domstolene ikke kunne paakjende Spørgsmaal om slige Handlingers Lovlighed, forsaavidt et saadant Spørgsmaal fremtræder som Incidentpunkt i en under Rettens Afgjørelse henhørende Sag. Navnlig kan der spørges, om Domstolene ikke, naar en Øvrighedsperson reiser Injuriesag mod en Privatmand paa Grund af Sigtelser for utilbørlig Embedsførelse, ere berettigede til at paakjende den af Indstevnte fremsatte Indsigelse, at Beskyldningen er stemmende med Sandhed, og i dette Øiemed undersøge Lovligheden af den paaankede Øvrighedshandling med den Virkning, at Injurianten frifindes, saafremt hans Bedømmelse af Øvrighedshandlingen findes retfærdiggjort, hvorimod der selvfølgelig ikke bliver Spørgsmaal om enten under denne eller en anden Sag at fælde en positiv Dom over Embedsmanden. For den bekræftende Besvarelse af Spørgsmaalet kan man anføre den almindelige kriminalretlige Regel, at der ikke foreligger nogen Ærefornærmelse, naar Beskyldningens Sandhed bevises, samt Fdn. 27. Sept. 1799 § 10, der erklærer det for en Selvfølge, at den, der har beskyldt en Embedsmand for Uretskaffenhed i hans Embedsførelse, er berettiget til at bevise Rigtigheden af sin Beskyldning, naar denne kun er bestemt. Imidlertid synes de ovenfor opstillede Grundsætninger om Øvrighedens Uafhængighed, saalænge den utvivlsomt bevæger sig paa sit eget Omraade, at føre til at negte Domstolene selv den omspurgte begrændsede Myndighed. Grl. 1849 § 77 og Grl. 1863 § 63 (Grl. 1866 § 72) maae, idet de indrømme Domstolene Ret til at paa kjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, antages at negte Domstolene Ret til at paa kjende ethvert Spørgsmaal om Lovligheden af en Øvrighedshandling, naar denne ikke indeholder en Overskridelse af Øvrighedens Kompetence, og det kan ikke negtes,
