hans Ben maaske var kortere end Gennemsnittet, hvorfor han skridtede saa voldsomt ud, at det formelig knagede i hans Sommerbenklæder.
Nu var Manøvren foretaget efter Opskriften, og han var virkelig kommet et godt Stykke forbi de seks dybe Huller, der markerede hans tidligere Skattegravning.
Atter satte han den lille Spade, som han paa Vejen havde købt hos en Isenkræmmer, ned i Grønsværet og gravede løs, medens store Sveddraaber trillede ned over hans udrundede Barnepande. Hans Bevægelser var hurtige og nervøse. Tænk, om de onde Mennesker, der havde opsnappet hans Hemmelighed, pludselig dukkede frem for at stjæle Skatten lige for hans Øjne, ja, for muligt at myrde ham, naar de saa, at han var kommet dem i Forkøbet.
Sveden perlede endnu stærkere paa Komponistens Pande, medens disse uhyggelige Tanker overvældede ham mere og mere, alt som Mørket faldt paa. Nu drev Vandet ned over hans Ansigt i smaa Floder.
Saa tændtes der et pludseligt Lys af Henrykkelse og Overraskelse i hans slappe, anstrengte Træk. Spaden stødte mod noget haardt, der gav Genlyd som af Metal.
En Feber greb hans Blod, medens Jord og Græs fløj til alle Sider.
Nu begyndte han at skimte Omridsene af en lille Kasse, nu laa den helt bar, og han bøjede sig ned over den. Det var en Blikæske i Omfang som en stor Hummerdaase. Den var lukket ved
