le gamle Hestesko og Gasrørs-Knæ, for at Papiret ikke skulde krølle sig op.
Komponisten saa med et ondt Blik paa Hesteskoene og Gasrørs-Knæene, medens Billedhuggeren lod ham tage Plads i en gammel, knagende Rørstol. Selv satte han sig overskrævs paa en omvendt Kasse.
— Vil De ryge?
— Nej! Gu' vil jeg ej og lad være med at sige De til mig. Jeg forstaar ikke din gadedrengeagtige Opførsel. Og jeg forstaar Dig paa den anden Side ret godt. Saadan har Du altid været lige fra de unge Dage: flabet, uvorn og hensynsløs, naar Du kunde lade det gaa ud over andre, men saa sensibel som et raaddent Æg, naar det gjaldt Dig selv.
Blot fordi jeg er kommen til at sige, at Du ikke er Kunstner, saa betænker Du Dig ikke paa at tage en saadan grim, sjofel og ufin Hævn, og at benytte Dig af en Viden, som jeg i et fortroligt Øjeblik har været naiv nok til at lade Dig tilflyde.
Javist netop naiv! Jeg er naiv, det véd jeg godt. Naiv som en Kunstner! Men det er netop det, Du ikke er. Thi den kunstneriske Naivitet, den ytrer sig kun i Barnlighed, men ikke i Drengestreger, der kan saare og skuffe. Og Du, som kender mine Forhold, maa forstaa, at det for mig var en bitter Skuffelse at tro, jeg havde faaet en Skat, og saa se den skrumpe sammen til det bare Skidt.
Jens Thomsen havde med et Smil hørt paa Niels
