VI. KAPITEL.
et store Vogntog med Lola Montero og Bombatini i Spidsen var imidlertid draget ad den prægtige Akasie-Allé langs Stranden til en stor paladsagtig Bygning, der laa højt mellem Klipperne.
Paladset var af Marmor, der i sin Tid havde været hvidt, men som Vejr og Vind nu havde overgydt med en forvitret, næsten truende graa Patina, mod hvilken de dybrøde Roser, der slyngede sig op ad Espalieret, saa ud som Pøle og Pletter af Blod.
Engang havde dette Palads været ien fornem spansk Families Eje. Slægtens Ahner gik tilbage til selve Christobal Colon, og deres barske Ansigter stirrede onde gennem Hjelmgitteret ned paa den nye Ejer og hans vilde Hof.
Thi Bombatini havde købt Paladset af den sidste Grande, som derefter var taget til Paris for at øde Slægtens resterende Kontanter og dø i luvslidt Fattigdom.
Bombatini saa aldrig paa Skillingen, og han behøvede det heller ikke. Han var jo i Øjeblikket Spaniens Matador, og en saadan tjener i Reglen
