sine 150,000 Pesetas om Aaret. Mindre havde Guerra, Reverti og Mazzantini aldrig ladet sig nøje med, og Bombatini var fuldt saa populær som de.
Iøvrigt kunde han hverken læse eller skrive, end ikke sit eget Navn. Naar han undertegnede en Kontrakt, signerede han den kun med et Kors, som han selv paastod var en Toledoklinge.
Alt Skriveri overlod han til sin Yndlingstjener Joseph, der havde et snu, forslagent Væsen og et gemytligt Gavtyvefjæs. Hvad han tjente vidste ingen; at det var umaadelige Summer, vidste alle. Men Joseph, der havde Frisprog, svarede altid uden Betænkning, naar hans Herre en sjælden Gang opholdt sig over en Udgiftspost:
Min ædle Herre bliver dog loppet for alt, hvad min ædle Herre tjener. Er det saa ikke bedre, at jeg lopper min ædle Herre, end at andre gør det. Thi min ædle Herre vil engang blive gammel og fattig, det ske sent, og saa kan min ædle Herre altid banke paa min Dør.
Bombatini blev mærkelig nok aldeles ikke fornærmet over denne fripostige Tiltale, men sagde med en ligeglad Tanke paa Fremtiden:
— Ja, lad mig se, Joseph, at Du ikke glemmer det. Men jeg falder forhaabentlig en Dag paa Ærens Mark. Bed saa en Bøn for mig til vor Skytshelgen Vigen del Carmen og bevar mig i trofast Erindring.
Naar Bombatini talte saadan til sin Tjener, gik der et Udtryk af dyb Smerte over Josephs Gavtyveansigt, og idet han greb Matadorens Haand og kyssede den, udbrød han lidenskabeligt:
